DEN RUSSISK-franske Rudy, der i øvrigt er gæst ved Copenhagen Jazz Festival i Tivolis Koncertsal 12. juli sammen med jazzkollegaen Misha Alperin, er et navn, man mest associerer med et hedengangent stjernefrø fra 80'erne. Det at moden skifter så hurtigt, skal man ikke lægge ham til last, for som denne nye cd demonstrerer, har Rudy ikke, teknisk eller kunstnerisk, ladet stå til. Når det er sagt, kan det være svært at se et marked for hans Chopin. Hvad er der at sige i præludierne, der ikke allerede er sagt? Af Pogorelich og Kissin i den ekspressive afdeling, men også mindre demonstrativt af Arrau og de andre af fortidens store klassikere? Rudy tolker fint og gennemmusikalsk og med et maskulint russisk anslag. Det ville være urimeligt at kalde det fodformet, og lytter man indgående, vil man glæde sig over småbitte farvninger og et naturligt flow, uden at jeg bagefter kan redegøre for banebrydende nye indsigter. Jeg holdt dog især meget af den nærmest ironiske højhellighed, han forlenede E-dur-præludiet med. Den 2. klaversonates uoverstigelighed og heroisme gør Rudy flot, og han får al den moderne krashed og det ekspressive i udtrykket med, men sørgemarchen knuger ikke helt ned i mellemgulvet som Kissins. Nocturne nr. 6 er fuldendt lyrisk og nr. 13 som mejslet i sten. Men konkurrencen på Chopinfeltet er hård, og spørgsmålet er, om sundt musikerskab og idiomatisk indforståethed er nok.
Er sundt musikerskab nok?
Lyt til artiklen
