Asger Hamerik (1843-1923) var jævnaldrende med Grieg og Dvorák og elev af Berlioz. Han lagde sine arbejdsår i USA, men tilbragte sit otium i København. Med denne plade har Thomas Dausgaard nu indspillet alle hans syv symfonier for Dacapo. Korsymfonien, den sidste af dem, er her koblet med et helt anderledes værk for lignende besætning. Faktisk er de så forskellige, at det er svært at genkende pennen. Symfonien, som er yngst, er en pompøs hymne til håbet om evigt liv. Førstesatsens temmelig udanske energi og selvbevidsthed med et næsten Verdisk melodisk sving afløses af en romanceagtig solo og finalens fortrøstningsfulde lysgennembrud efter en koralagtig indledning. Første sats fængsler med sin symfonisk konsekvente formulering, men modsætningen mellem det koriske og det symfoniske er i længden ikke helt overbevisende løst, og finalen er ikke fri for at minde om et slikket andagtsbillede fra tiden. Der er en helt anden saft og kraft i rekviemmet, der er klart stærkere og vægtigere end eksempelvis Faurés. Sammenligningen er måske ikke helt retfærdig, for Hamerik lægger sig mere efter en farvestærkt dramatisk, romantisk teatralsk tekstlæsning a la Berlioz og Verdi. Det er fortættet, idérig og atmosfæremættet musik med god ligevægt mellem de orkestrale og de koriske virkemidler. Her er dystre visioner, smuk romantisk korpolyfoni, ekspansiv harmonik, suggestive anråbelser, skrækindjagende dommedagsbasuner, fuldfede melodier og blid skønhed. Min sjæl, hvad vil du mere? Opførelserne har nerve, glød og klanglig rigdom, men koret står lidt uldent til skade for teksten. Randi Stene synger fornemt i rekviemmet. I symfonien, optaget tre år senere, lyder hun en kende anstrengt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Stefan Hermann
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























