Som en historie om ambition og morderisk jalousi minder 'Teseo' om Mozarts 'Titus' peppet op med trylleri, når heksen Medea tyranniserer sine fjender (stort set alle de andre). Grundlaget er de græske Theseus-sagn. Operaen var en succes i London i 1713, men gik derefter i glemmebogen. Denne produktion fra de årlige Händel-festspil i fødebyen Halle turnerede på flere historiske tyske scener og er optaget på slotsteatret i Potsdam, som tilsyneladende ikke er større end hofteatret i København. Det kan sagtens lade sig gøre. Akustisk er det lidt af en papæske, men med nogle forskydelige jernplader som eneste dekoration bliver den lille scene smidigt udnyttet. Ellers er iscenesættelsen mindre overbevisende. Köhler sætter sig mellem flere stole ved at blande stiliseret barokgestik med et mere direkte udtryk, og nogle af de medvirkende stritter ret hjælpeløst. Han kan heller ikke blive enig med sig selv om, hvor alvorligt han vil tage sin historie. En halvhjertet undertone af ironi underminerer dramatikken, men viger efterhånden som spændingen stiger. Udmærket fungerer til gengæld en humoristisk idé som at lade en del af handlingen foregå i en dobbeltseng. De medvirkende er mere solide end karismatiske, og Wölfels uskønt flagrende kontratenor er en plage. Men Laszczkowskis titelhelt er opsigtsvækkende, og ikke kun fordi han er sopran: Som ingen af de andre kan han forme og frasere i bredden, og stemmens tætte glød lader sig modulere til en fin erotisk lyrik. Sammen med ham er det dirigenten og hans lille orkester, der bedst forløser den inspirerede musik og gør indspilningen umagen værd: sprælsk, farverigt og dramatisk medlevende med strømmende linjer, dansant drive og fine soli.