Klarinetværkerne er Brahms' sidste større værker, frugter af et livs erfaring som romantikkens betydeligste komponist af kammermusik, og det er svært af forestille sig mere udsøgte fortolkninger end disse. Svenskeren Martin Fröst er en virtuos med en sjældent varm, delikat og smidig klang på sit mørkttonede blæseinstrument. Men han er meget mere end dét: en musiker, der går direkte til det talende i musikken, læser og formidler den som en sammenhængende og meningsfyldt fortælling, hvor alt falder naturligt på plads og får selvklar betydning i en forening af krystalklar og plastisk struktursans, levende fornemmelse for bred, organisk form og emotionel umiddelbarhed. Eller med andre ord: overblik og nærvær med både temperament og smilehuller. Han har fundet sammen med landsmænd med netop de samme kompetencer. Et ualmindelig harmonisk og samtidig intenst samspil folder sig ud, og hvor andre Brahms-spillere nok kan have samme temperamentsfulde tilgang til det gestiske og melodisk svulmende i musikken, er det færre, der så fornemt giver det dybde og kvalitet med karakterfuldt individualiseret og - lad os bare sige det rent ud - analytisk gennemlyst substans. Få er det også, der opnår en så ligeværdig balance mellem instrumenterne, ikke blot dynamisk, men også i form af jævnbyrdig udtryksfuldhed i formuleringen i en tæt, sprødt og luftigt gennemartikuleret dialog. Det er Brahms med muskler, men også med lune og i påfaldende grad uden fedme.
Brahms uden fedme
Lyt til artiklen
