Set fra journalistens synspunkt ville det være sjovere at kunne skrive, at Pollini på sine ældre dage er begyndt at spille Beethoven med en foruroligende, ja rent ud sagt sjæleopædende subjektivitet, der trænger gennem fingrene og væder nodepapiret med blod. Det ville være en overtrumfning af hans ungdoms fyrighed. Det ville være sensationelt. Men det ville også være løgn. Den italienske marmorpianist - en gud for klaverspillere - giver Beethoven krystallinsk klarhed. Man bliver nødt til at bruge ordet 'giver', for Pollini tilføjer ikke noget. Ethvert sforzando er, som det står i noderne, og når musikken sprænger sjælens dæmninger, er det, fordi der står præcis sådan i noderne. Enhver detalje finder på apollinsk vis sin plads i helheden. Helheden er på én gang dynamisk og statisk. Beethoven er i verden. Og Beethoven hæver sig over verden som en gud. Perfekt og uden fejl, genskabt i Pollinis billede. Hør bare som ét eksempel variationssatsen i 'Appassionata'. Det giver ikke mening at tale om, hvordan Pollini former overgangen til den følgende allegro. Han lader den materialisere sig. På en måde er det større end virkelighed. Det er i hvert fald stort. Cd'en viser sig, når plasticcoveret åbnes, at være en dobbelt-cd. Som bonus er 'Appassionata' og Fis-dursonaten nr. 24 vedlagt i, hvad der siges at være liveindspilninger. Det høres nu ikke, bortset lige fra på applausen. Marmorguden spiller Beethoven lige så perfekt live, som han gør, når han er alene med teknikerne og deres optageudstyr. Det er uhyggeligt - og smukt.