Hvor han end kommer og går i disse måneder og år, er den præsentable unge peruanske tenor Flórez et hit. På Metropolitan redder han hele forestillinger, og damebladene har også travlt. Teknisk lægger han nye alen til med sin nye belcantoplade, der er noget af en luksuspakke i krisetider, med kor og det hele. Der er en ømhed over Flórez' foredrag, der bevæger i dette repertoire, en levende, dynamisk aflevering, der kan holde interessen fangen, og rent formelt er han kommet ganske langt, den unge. Han har ikke - endnu - nogen smeltende tenor, og han holder sig klogeligt fra en ekspansion, der ville kunne true hans stemme, så den må man finde sig i at savne i arien fra 'Don Pasquale'. Til gengæld har hans Tonio fra 'Regimentets datter' smæld på de høje C'er, og hans Arturo i 'Søvngængersken' er lige til at forelske sig i.