Det er forfriskende når ikkevesteuropæiske komponister tager udgangspunkt i deres egne traditioner. Tag for eksempel Osvaldo Golijov, født (1960) og opvokset i Argentina, nu bosat i USA. I den canadiske St. Lawrence-kvartets udvalg af hans kammermusik ligger 'Last Round' for dobbelt strygekvartet og kontrabas i klar forlængelse af Astor Piazzollasnuevo tango: vild, kantet og længselfuldt ekspressiv i et råt og 'slidt' klangligt udtryk. Men resten af programmet spejler Golijovs jødisk-østeuropæiske forældrebaggrund, og det med ikke mindre lidenskab: Der er et påfaldende slægtskab mellem de to tings afhængighed af en specifik kropslig og følelsesbetonetfeeling- et ord, der gang på gang faldt mig i pennen under lytningen. Det er betegnende, at septetten 'Lullaby and Doina' kontrapunktisk kan kombinere en jiddisch vuggevise med den smeltende 'Je crois entendre encore' fra Bizets 'Perlefiskerne', men i resten af værket er det østeuropæisk sigøjnermusik, der bestemmer tonen. Mest hardcore modernistisk er pladens ældste værk, den knitrende og forrevne strygekvartet 'Yiddishbbuk' fra 1992; men også her behersker en insisterende, klagende eller rent ud forpint gestik de suggestivt fantastiske stemninger af forvitring, forfald og dødedans. I den to år yngre, halvtimelange klarinetkvintet 'Dreams and Prayers ...' dominerer uforveksleligt jødisk melodistof, til dels autentisk og medrivende båret frem af klarinetten i sensuel og nostalgisk klezmerstil. Nutidsmusik med stærkt følelsesudtryk i fremragende opførelser.