Ikke bare trækkes der perler på snor. De får også lys at funkle i. Mange af de rytmiske friheder, den 30-årige Kissin tager sig i 'Carnaval', kan virke både overdrevne og selvbevidste. Men er man ikke allergisk over for virtuoseri med et betydeligt mål af poseren, bør det ikke afskrække, for pianistisk er Kissin i stand til at få poesien hos Schumann frem trods sit powerpotentiale. Dét slippes ikke overraskende løs i den afsluttende march mod filisterne, og så er det, det trods alt klinger for hårdt efter min smag. Det gør det også i Schumanns 1. klaversonate, der er tilegnet hustruen Clara - fra 'Eusebius og Florestan' - og afsluttet samme år som 'Carnaval'. Sonaten må som så meget af Schumanns musik i større format leve med at skulle bortforklare formmæssige svagheder, men er klangen lovlig stålsat, får Kissin til gengæld skovlen under værket som musik betragtet. Det høres ikke som svagt, men som musik af en komponist med mange og modstridende følelser inden for vesten. Sådan komponerede Schumann, da han var 25 og nyforelsket. Man mindes, at han kun var 46, da han døde på et privat sindssygehospital, udmarvet af sine emotionelle rutsjeture.