Og den umiddelbare, diverterende sødme i lignende værker af f.eks. Corelli, Telemann eller franske komponister, disker den ikke op med. Men bag sit beskedne ydre gemmer den stor udtryksrigdom og fantasi. Blot er det ikke alle givet at forløse den. Italienerne Carmignola og Marcon kan. De har indspillet de seks sonater for violin og obligat cembalo, historiens første 'moderne' violinsonater, hvor barokkens traditionelle generalbas er erstattet af en udkomponeret klaversats, der stiller de to instrumenter lige. Særlig de langsomme satser udnytter fantasifuldt og spændende de nye muligheder for vekslende funktionsfordeling mellem instrumenterne, mens de hurtige domineres af energisk kontrapunktik. Mange musikere har svært ved at finde en klangbalance, der ikke reducerer cembaloet til akkompagnement, men Carmignolas slanke violin og lydhørt bøjelige dynamik slipper uanstrengt partneren igennem i en levende dialog med ægte barok retorik, eftertænksomt, følsomt og udpræget talende. Ekspressiv patos, elskeligt drømmeri og mild intimitet i de langsomme satser og lunerig lethed, energi og smittende jubel i de hurtige lader musikken fængsle og invitere til fordybelse.