0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Händels jalousigyser

Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er italiensk barokopera lige efter bogen, men 'Hercules' er ikke italiensk; den er engelsk, og den er ikke tænkt for scenen. En 'koncertopera' kunne man kalde den. Selv kaldte Händel den A Musical Drama hvilket jo ikke fortæller så meget. Endelig er der - som i klassisk græsk tragedie - et ikke uvæsentligt korparti, idet hvert scenebillede (sådan nogle er der faktisk) slutter med en kommenterende korsats. Det finder man ikke i tidens opera.

Som de bibelske oratorier er 'Hercules' er et produkt af den 60-årige Händels kamp for at fængsle sit London-publikum på et alment forståeligt sprog og uden operaens eksorbitante omkostninger.

Uden scenens pragt og herlighed skal musikken alene bære historien, og det kan den! 'Hercules' er et dramatisk mesterværk, en gyser om hvordan sygelig jalousi fører til titelheltens rædselsfulde død. Den egentlige hovedperson er ikke ham men hans skinsyge hustru, Dejanira, en kvinde der vanker på kanten af sindsformørkelse indtil det luende vanvid omsider bryder igennem.

For en så begavet, virtuos og stilkyndig sanger som den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter er det en gave af en udfordring. I alt hvad hun gør, står man over for en stærk personlighed. Den forunderligt nerveblottede stemme smelter ømt og blidt som et kærtegn, jubler åndeløst i fnuglet koloratur, smælder i foragt, mørkner i sorg og knækker over i afmægtig affekt. Replikføringen er sjælfuldt pointeret og det endelige sammenbrud rystende. Samtidig er det storslået musikalsk.

Overhovedet er det dramatikken der er indspilningens force. I 80'erne udsendte samme plademærke værket under John Eliot Gardiner. Minkowski er grovere i behandlingen af form og detaljer, orkestret er rigeligt dominerende i optagelsen, og hans kor har slet ikke samme klarhed og finesse. Men dramaet tænder hans fantasi: Tempi, timing og pointeringer gør situationerne stærkt levende. Tolkningen har ild og energi, og de svage nuancer er rigt udtryksmættede.

Og frem for alt har Minkowskis sangere mere format. Den egentlig kedsommeligt dydige og heroiske Hercules gør Gidon Saks for så vidt blot til en bulderbasse, men stridens æble, den tilfangetagne prinsesse Iole, skildres med ynde og uskyldig sødme af sopranen Lynne Dawson.

Tenoren Richard Croft levendegør overordentlig smukt og indtrængende både ungdommelig utålmodighed og henført erotisk følsomhed som Herculessønnen Hyllus, der er forelsket i den skønne. Og med David Daniels bliver herolden Lichas forsvaret af en af tidens mest smeltende smukke og ædelt formende kontratenorer.

Det er i øvrigt først hos Minkowski at figuren træder i karakter, for ud over nogle recitativer strøg Gardiner tre af hans arier foruden halvanden for Iole, et kor og en sinfonia. De hører utvivlsomt til værkets svagere numre, men på cd kan man jo frit vælge fra.

Annonce

Læs mere