Hans klaverspil lægger sig skræmmende tæt på det fuldkomne. Kritikere kan ikke fordrage det. De mener, at Pollinis tro på den perfekte opførelse - en tro, han deler med læreren Arturo Benedetti Michelangeli - fører til 'slikket elegance'. Men bliver varmen og fantasien virkelig væk mellem fingrene på den italienske superspiller, sådan som skeptikerne hævder? Svæver han i sin egen perfekte boble uden at kunne nå hverken jorden eller publikum? Et retrospektivt bokssæt fra Pollinis pladeselskab gennem 30 år modbeviser påstandene med stor kraft. En hjørnesten i Pollinis repertoire er Beethovens klaverværker. Den panderynkende wienerklassiker fylder da også næsten en tredjedel af fødselsdagsudgivelsen, som med Pollinis velsignelse samler cremen af hans kritisk begrænsede antal pladeudgivelser. Skal man tale om, at fortolkeren er til for at tjene værket snarere end sig selv, sådan som gårsdagens Sonningprismodtager, Alfred Brendel, hævder, så er dette Beethovenindspilninger, man bør løbe hen og købe. Samtidig synes elegancen fra Pollinis slanke ansigtsprofil at løbe sammen med den klarhed, han får frem i musikken. I det hele taget er der en lighed mellem personens fremtoning, hans navn og hans klaverstil, der trænger sig stadig mere på, mens man lytter sig gennem sættet af højdepunkter fra en udsøgt pladekarriere. Pollinis tone kan lyde som dråber af koldtflydende metal. Men uden videre kan det lette metal blive smeltende varmt. Tonens grundlæggende lyse karakter synes at klinge om kap med slutvokalerne i navnet, samtidig med, at det samme navn spiller på det apollinske aspekt, som er fremherskende i hans kunstneriske temperament: Der hersker en majestætisk ligevægt og kontrol - parret med en stærk energi - når han spiller. Kort sagt: Pollinis klaverstil har masser af personlighed. Beethoven bliver vital og spændstig i hans hænder. Men hvad med 'Måneskinssonaten', spørger læseren ængsteligt. Tager den italienske arkitektsøn med det skarpe hoved og de ufejlbarlige fingre ikke fuldstændigt livet af førstesatsens sarte poesi? Nej, tværtimod. Han lægger den så svalt og klart frem, at jeg vil fremture: Dette er indspilningen, man bør forære væk til konfirmanden, der aldrig har hørt Måneskinssonaten før, og som - måske - med tiden vil udvikle sig til Beethovenelsker. Med Pollini som vejviser bliver chancerne for det i hvert fald ikke mindre. Beethovens Kejserkoncert er med Karl Böhm som dirigentpartner, og så kan man jo strides herfra og til slutningen af artiklen om, hvorvidt det er godt eller skidt. Faktum er, at Pollini behersker klaverstemmen med en majestætisk selvfølgelighed, der i kraft af overblikket undgår det selvsmagende. Personligt finder jeg orkestersatsen fornemt fortolket. En ros, man ikke ubetinget kan give til de to liveindspilninger, som udgør bonus-cd'en til den, der vil ofre penge på den samlede boks. På bonus-cd'en er Karajan foran Wiener Filharmonikerne (Salzburg 1974) en varm fortaler for Schumanns klaverkoncert, men træblæserne står grotesk frem som vandige øjne, der er ved at trille ud af musikkens hoved. Hos Karajan får man varmen, men når man først er tunet ind på Pollinis bølgelængde, hvor man hurtigt bliver forvænt med den sobre, præcise fremlæggelse, så foretrækker man alligevel den kun 12 år gamle indspilning med Berliner Filharmonikerne og Claudio Abbado, som er med i bokssættet - uanset dens relative kølighed. Fortolkningen hænger med sin dynamik sammen i meget længere stræk, og Abbados direktion får Pollinis klaverspil til at falde på plads på en helt anden overbevisende måde end Karajans. Derimod bør man, trods upræcisheder i orkestret, gå målrettet efter den anden førstegangsudgivelse på bonus-cd'en, nemlig Chopins 1. klaverkoncert med den 18-årige Pollini fra Chopinkonkurrencen i 1960. Den unge vinder er overvældende og intens. Ikke noget at sige til, han blev en suveræn nummer et. Beethovens tre sidste klaverkoncerter er med i sættet, og nummer tre og fire dirigeres af Claudio Abbado. Han og Pollini kan noget særligt sammen, hvad man kan forsikre sig om ved at lytte til Beethovens 3. klaverkoncert, hvor de, ligesom i Schumann, synes at have samme afstand til musikken. Samme synsvinkel. Abbados navn hænger musikhistorisk uløseligt sammen med Pollinis. De to italienske venstreintellektuelle deler en fortid, hvor de sammen med den moderne komponist Luigi Nono hev finkulturen ned fra piedestalen og ud på fabrikkerne. Claudio Abbado fortæller om det i 'At høre de andre i stilheden' - en interessant portrætbog fra det tyske forlag Suhrkamp, udkommet på tysk i 2000. Trekløveret arrangerede protestkoncerter mod fascismen i Grækenland og mod krigen i Vietnam. I begyndelsen af 1970'erne foranstaltede de foredragskoncerter for arbejdere, funktionærer og studerende. Ved en af koncerterne, fortæller Claudio Abbado, spillede Pollini 'Nonos Como una ola de fuerza y luz' (som en bølge af kraft og lys). Der udbrød heftig diskussion om denne på én gang sitrende fjerne og aggressivt nærværende samtidsmusik for sopran, klaver, orkester og bånd. Netop den ny musik har altid været en anden af hjørnestenene i Pollinis repertoire, og han har i dag en status, hvor han kan spille Stockhausen for omtrent udsolgte huse. Ikke mange andre pianister ville som han vælge Schönberg som ekstranummer, men Pollini tager sin opgave som bannerfører for den ny og den nyere musik alvorligt. Netop 'Como una ola de fuerza y luz' udgør en del af en cd, hvor også Nonos sofferte onde serena og Giacomo Manzonis messe - eller rettere messer eller lydblokke - til hyldest af komponisten Edgard Varèse er med: Et fascinerende og eksperimenterende klangværk, skarpt dirigeret af Giuseppe Sinopoli og en brik i et væsentligt udvalg af Pollinis samtidsrepertoire, som på en anden cd følges op af Pierre Boulez 2. klaversonate. Med sin komplekse serialisme blev sonaten anset for uspillelig, indtil Pollini modbeviste påstanden. Ikke ligefrem let lytning, men så meget desto mere respektaftvingende. En historisk indspilning fra 1976, der forventeligt er med i fødselsdagsudgaven. Selv ikke i Boulez' omstændeligt noterede pling-plong-musik accepterer jeg kritikken om, at Pollini skulle være den kolde forsker, der har reduceret klaveret til sit laboratorium. Han tryller musik frem af noderne. Det, der kan narre, er det komplette overblik og den fabelteknik, hvormed han gør det. Sjovt som man kan have en tendens til at anse det fuldkomne for goldt. Sammenligner man Pollinis indspilning af Debussys etuder med for eksempel Jean-Yves Thibaudets, for nu bare at gribe en tilfældig, glimrende ny indspilning, så er der hos Pollini færre finurligheder på overfladen. Det kunne man selvfølgeligt godt udlægge som kedeligt, uengageret eller koldt, men man kunne også hævde, at Pollini trænger længere frem i sin fortolkning. Den er i hvert fald ikke blot et udslag af legende teknisk lethed. Der er form- og indholdsmæssig mening i hver tone. Men han snyder lytteren for nogle musikalske mellemregninger, det tror jeg, man må medgive. Der er små, fine ting i musikken, som ikke får lov at stritte frem, fordi de på den måde ville fjerne opmærksomheden fra helheden. Debussys 12 etuder baserer sig på Chopins etuder, og allerede da Pollini var 15 år, opførte han dem hjemme i Milano, hvor han stadig bor. Chopins opus 25 er stadig en verden af glitrende klaverperfektion i Pollinis 30 år gamle indspilning. Lydteknisk er den fin. Kunstnerisk er den for længst udstyret med prædikatet aristokratisk, sådan som så mange af hans fortolkninger er det. Man kunne kalde Pollinis Chopinspil i etuderne for transcendentalt, i Liszts forstand. Alle spor af tekniske vanskeligheder er slettet til fordel for den rene musik. Melodiføringen kan være diskret til det perfekte, og hvem kan mon som Pollini få en melodi til at tale fra bagscenen, så man bemærker denne person med en sådan klarhed som i etuden i gis-mol? Den magtfulde h-mol- etude pisker han op til en storm før midterdelens lyrik erobrer platformen, og indspilningen af Chopins 2. klaversonate med den berømte sørgemarch samler det firsatsede værk til om ikke én helhed - for det lader sig næppe gøre - så i hvert fald til overraskende helstøbte enkeltsatser. Pladsen bliver hurtigt trang, når man får skrevet sig varm, men lad mig kort nå at kommentere Brahms 1. klaverkoncert med Pollini og Abbado anno 1997. Hovedparten af de rigtig mange point, denne livefortolkning fortjener, skyldes den stramhed, der får Brahms mastodont til at hænge sammen som musik uden at bryde gennem gulvet under sin egen tyngde. Selvfølgelig spiller Pollini førstesatsens famøse, umulige triller, præcis som de står hos Brahms. At Pollini tænker, før han fortolker, tilføjer musikken klarhed og dybde. At han så konsekvent er i stand til at tangere det perfekte, er måske nok forbløffende, men negativt, det kan det ikke være.