Brendel er ufotogen. Han kan ligne én, der allerede har forladt denne verden. Et spøgelse. Men det er heller ikke skallen, det handler om. Brendels klaverteknik er da fremragende, men essensen af hans kunst er ånd. Skal man kort forsøge at give et kunstnerisk signalement, er det nok mest fyldestgørende at citere manden selv: »Hvis jeg tilhører nogen tradition, er det denne: Lad mesterværket vise musikeren, hvordan det skal spilles - det er ikke musikeren, der skal vise værket, hvordan det er«. På en ny cd fra Salzburg spiller Brendel Liszt: Transkription af 'Liebestod' fra Wagners 'Tristan'! Han holder hovedet koldt og hjertet i musikken varmt. Disse liveoptagelser fra Salzburg Festspillene 1981-85 er gode eksempler på, at lyd er bedre end ord, når man skal forsøge at forklare essensen af Brendels kunst: Den stadige venden og drejen de samme mesterværker i hånden - eller rettere hænderne. Haydns klavermusik har Brendel længe planlagt at gøre til helaftensforestillinger for at slå et slag for en overset klassiker, og en rigtig Haydn-renæssance kræver givetvis musikere af Brendels kaliber. Dem er der ikke så mange af. Schubert er en af de sten, Brendel er bedst til at vende. Her er der plads til følsomhed kombineret med intelligent overblik. Der er overraskende stål i klangen, når han spiller den knugende trodsige sonate i a-mol fra 1823. Den er nok Schuberts mest forpinte sonate, og Brendel holder smerten netop så meget ud i strakt arm, at den bliver tydelig for lytteren. Et fragment i form af Schuberts ufuldendte klaversonate i C-dur, skrevet to år senere, begynder balsamisk, men også dette relikt viser sårbarhed bag de rejste børster, og Brendel anno 1984 forløser andantens tragedie som næppe nogen anden.