0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tid til Beverly-renæssance

Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Elvira, en af operalitteraturens berømteste vanvittige damer, var et glansparti for så forskellige sopraner som Maria Callas, Joan Sutherland, Edita Gruberová og altså hende, det hele handler om på denne plads i dagens avis, nemlig amerikaneren Beverly Sills, hvis store indspilninger på det hedengangne plademærke Westminster er i færd med at blive genudgivet på cd.

Julius Rudel i 1973 dirigerede Sills og London Philharmonic i Westminsters nye 'I Puritani', og det er på tide, den kommer ind i repertoiret igen. Det er en organisk indspilning baseret på sundt musikerskab, hinsides enhver event, og rollebesætningen er i top.

Beverly Sills vedbliver at være undervurderet som en andenklasses-Sutherland, men som de genudkomne dronningeoperaer af Donizetti og hendes Elvira på denne 'Puritanerne' minder om, var hun en kreativ tonekunstner, af en teknisk suverænitet som få. Som skuespiller var hun Sutherland langt, langt overlegen, hendes koloraturteknik overgik Callas', og hendes stemme var umiskendeligt særdeles klangskøn.

Hun tager mere smagfulde midler i brug i vanvidsscenen end Callas på sin berømte 1953-indspilning og bliver aldrig sentimental - stemmen er fuldfed, ekspansiv og solid og koloraturerne klokkerene, ikke mindst i 'Son vergin vezzosa'. Af de Elviraer, jeg kender, foretrækker jeg kun én frem for Sills', nemlig Mariella Devias slanke og fine tolkning på Nuova Eras iøvrigt temmelig skønhedsplettede liveversion fra 1991.

Hendes udgave af 'Qui la voce' ville være et klassisk omdrejningspunkt, hvis den havde været indspillet på et mainstream- plademærke.

Men her stopper skamrosen ikke. Med sig har Beverly Sills den svenske tenor Nicolai Gedda. Bellini og den italienske belcanto var ikke Geddas naturlige domæne, men hans indsats som den politiske ærgerrige Arturo er heroisk. Han honorerer Bellinis høje tessitura med glans, bortset fra en afsluttende falset.

De øvrige herrer, alle i det dybere stemmeleje, er om muligt bedre, den nærmest glemte canadiske baryton Louis Quilico som Elviras bejler Riccardo, Paul Plishka som hendes onkel Giorgio og Richard Van Allan som hendes far. Om det så er den lille rolle som forklædt og forfulgt Stuart-dronning, Enrichetta, er partiet mindeværdigt besat med Heather Begg.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere