Det virker som om de medvirkende også ved lydoptagelsen har været bevidste om filmens anderledes vilkår, om nærbilledets psykologiske intimitet som aldrig kan genskabes på teaterscenen. Men filmens intimitet er jo også højttalerens. Derfor er denne 'Tosca' ideel til hjemmebrug - så meget mere som den også i øvrigt er ualmindelig fremragende og bevægende frisk i opfattelsen. Lyden er helt speciel. Pappanos orkesterbehandling er enestående rig og sanselig i sin stoflighed. Klangen dufter og gløder men er samtidig sprød og gennemsigtig, detaljerig som man sjældent oplever det. Dynamikken hælder i usædvanlig grad til den dæmpede side, emotionelt indtrængende eller atmosfæreskabende som den mystiske tone i kandelaberscenen efter Scarpias død eller den douce romerske natteluft i begyndelsen af 3. akt. Des stærkere virker de få voldsomme udbrud, ja, allerede de rystende Scarpia-akkorder der åbner operaen. Indtrængende er også den fremherskende ro der giver stemninger og udsagn god tid til at artikulere sig. Orkestret fortæller, selv når det holder vejret, udpræget gestisk med betydningsmættede motiver. Det blodige drama aktualiseres medfølende snarere end brutalt, og solisterne kunne ikke ønske sig bedre udtryksvilkår end dette åbne, ømt afventende og generøst meddigtende orkester. Og hvilke solister! Selv småroller som Angelotti og sakristanen har sanglig kvalitet og dramatisk personlighed. En bedre Tosca end Gheorghiu finder man næppe i dag. Stemmen er åndeløst smuk på den blodige måde, der river i sjælen. Den gløder i et væld af farver. Allerede klangen i sig selv ulmer af det stærke temperament, der er Toscas, og ikke en nuance synes at undgå den nærgående men aldrig overstyrede skildring af divaens stærke, hastigt svingende følelser: Den fortættede duft af hemmelig erotik, pludseligt opflammende jalousi, længsel og ømhed, afgrundsdyb smerte i 'Vissi d'arte' og frygtindgydende had i mordets øjeblik. Pyha for et pigebarn! Hendes mand (også uden for scenen, som mange vil vide) er vel ikke i helt samme grad en superstjerne, og lige først ('Recondita armonia') kan hans spinto -bredde virke tilkæmpet, men snart savner man ikke noget. Klangen er smuk på samme rigt krydrede måde som hos Gheorghiu, og han deler hendes musikalske overskud og naturligt levende udtryk. Selv som ren lydside er deres indbyrdes spil så intimt, at man kan blive helt forlegen: Sådan lyder et forelsket par. Hans sanselige begejstring har sit modstykke i hans revolutionære trods, og 'Tårnariens' fortvivlelse - intoneret i det sarteste pianissimo - er uafrystelig. Den næsten 60-årige Raimondi, der har sunget adskillige udprægede baspartier i sin karriere, overrasker som en slank, elegant Scarpia, en ægte baryton og kavaler der kun i glimt taber selvkontrollen og afslører det sataniske raseri bag sin brutalitet. Men den beregnende ondskab er konstant til stede som en vagtsomt lurende dobbelthed bag de alt for pludselige høviske miner, der kun understreger den snigende sadisme.