De er unge. Endda nærmest lige gamle. Født henholdsvis i 1979 og 1978. Begge er Mozartpianister på vej frem og det med stor fart. Kristian Bezuidenhout bor i London, men er oprindelig fra Sydafrika. Han er bare et år ældre end sin kollega Gottlieb Wallisch, der har fået Mozart og hele wienertraditionen ind med modermælken som vidunderbarn i Mozarts eget fædreland, Østrig. Når begge pianister samtidig udgiver nye cd’er med fantasier, variationsværker og klaversonater af Mozart – herunder hele to af de samme værker – er det umuligt ikke at brygge sig en kop stærk wienerkaffe og sætte sig til rette i sofaen for at sammenligne morgendagens Mozartmænd. Begge spiller god Mozart. Hvad adskiller dem? Ikke så lidt! Opflasket med Mozart Som Mozarts landsmand er østrigeren Gottlieb Wallisch flasket op med en tradition, han uden at gøre oprør mod viderefører ved det store sorte koncertflygel. Hans fortolkning af Mozarts klaversonate nr. 17 i B-dur er nobel og velturneret.
Man lytter tilfreds, og man tænker, at det her er jo fint, godt og rigtigt. Helt i tråd med, hvad hæderkronede pianister som Géza Anda og Alfred Brendel engang præsterede. Men så er det lige, man får lagt Wallischs et år yngre sydafrikanske kollega Kristian Bezuidenhout i afspilleren – og får de rigtige ahaoplevelser! Cremet klang med metallisk kant Bezuidenhout dyrker gamle klaverinstrumenter som for eksempel cembalo. Også som solist med nogle af vor tids mest interessante periodeorkestre. Til Mozart har han valgt sig en smuk kopi af et fortepiano fra Mozarts egen tid, og det er utroligt, som det forener noget cremet i klangen med en metallisk kant, der straks pirrer øret. Den samme sonate bliver med ét levende, berettende, perlende ... endda truende! Fortsætter man med Mozarts variationer over melodunten ’Unser dummer Pöbel meint’, vinder Kristian Bezuidenhout meget klart på point. Der er ingenting galt med Wallischs fortolkning.
