En gal mand og en hvid hval. Kender man sine litterære klassikere, ved man, at vi taler om forfatteren Herman Melvilles amerikanske moppedreng ’Moby-Dick’ fra 1851. Romanen er mastodontisk som den hval, hovedpersonen, kaptajn Ahab, er sygeligt optaget af at nedlægge, efter at den ved et tidligere møde har berøvet ham hans ene ben.
Efter mere end 700 sider ved man meget både om hvaler, hvalfangst i 1800-tallet og om vanvid og død i mødet med naturen – men især med menneskesindets egne mørke kræfter.




























