Vi er vant til, at den er højtidelig og frimurermystisk. Vi har set den med fuglefjer – masser af gange, endda – og med drengekorsangere i luftballon, og det har været fint nok at nynne med på ’En fuglefænger er jeg, ja’. Men det har også været træls, at de medvirkende snakkede så tungt og teateragtigt imellem musikafsnittene. Og det uanset om de så gjorde det på originalsproget tysk eller på dansk. Mozarts sidste populære opera er nemlig slet ingen opera. Den er et folkeligt syngespil med talt dialog, og den skal være spektakulær og sjov. Mystisk, ja tak, og højtidelig, når det er. Men først og fremmest skal man føle sig underholdt. Ud af fugleburet Det gør man ikke nødvendigvis, hvis man investerer i genudgivelser af gamle indspilninger med dirigenter som Karl Böhm eller Karajan. Men det gør man, når man åbner den sorte eventyrkasse, pladeselskabet Harmonia Mundi nu har udgivet med ’Tryllefløjten’. Undfanget og ganske enkelt superbt dirigeret af Mozartmanden René Jacobs. Med en stribe af Mozarts operaer og orkesterværker har René Jacobs gennem de seneste år vist, at han med ubenovet frihed som sin indfaldsvinkel kan få Mozart lukket ud af fugleburet. Her flyver musikken mod loftet som tusinde farvestrålende væsener, så snart man trykker play.Eventyr og farer fra første takt Orkestret springer sprødt og adræt gennem ouverturen, som man kender så godt. Fra begyndelsen er dirigentens friske tempovalg rettet mod at enten fryde eller provokere – alt efter om man er traditionalist eller frisk på noget nyt. René Jacobs signalerer eventyr og farer fra første takt. Han fortæller, så man straks er med. Som et barn vil man høre mere af hans eventyr, sådan som han folder det ud med en bevidsthed om historisk opførelsesstil, der paradoksalt nok får musikken til at lyde frisk. I den natsorte boks gemmer der sig magiske billeder fra gamle iscenesættelser. Man ser gamle tegninger af den fine prins Taminos og den folkelige fuglefænger Papagenos prøvelser på deres vej til kærlighed, visdom og voksenliv. Og hvad dialogerne angår, ja så snakker de medvirkende simpelthen i munden på hinanden. De snakker også ind over musikken. Ingen fine fornemmelser her! Der er tryk på den pludrende samtale. Operafedtet er motioneret væk At man her – ret usædvanligt – får den komplette dialog, går – igen paradoksalt – hånd i hånd med oplevelsen af, at støvet er som blæst bort fra den tyske tekst. Der er østrigsk dialekt, krystallinsk tyrolerluft og klar folkemusik med et strejf af romantik hos Jacobs. Operafedtet er motioneret væk. Som på tidligere udgivelser i den flamske dirigents serie med Mozarts operaer er stemmerne netop ikke fisket blandt dagens stjernenavne. Jacobs foretrækker konsekvent yngre, lettere solister.
Som da han for et par år siden tog den unge, københavnsk uddannede norske baryton Johannes Weisser og gjorde ham til hovedperson i ’Don Giovanni’. Sturm und Drang I ’Tryllefløjten’ er prins Tamino, i skikkelse af tenoren Daniel Behle, ung og ægte. Han er Sturm und Drang. Idealisme, ungdom og følelse! Også de andre unge hovedpersoner klinger af det, de skal: usikkerhed og gåpåmod.
