Musikken vælter frem i kulsorte følelseskaskader. Mørke, tætte og voldsomme vokalklange bakket op af kuldslåede strygerfigurer kulminerer allerede efter 30 sekunder i en overjordisk ren, fuldstændig tonal kadence. Men de klare, russisksyngende, ortodokst klare stemmer bliver ved. Og ved. LÆS OGSÅPopulære komponister har stort klassikerpotentiale Næsten 25 minutters bodsgang er man vidne til som indledning og titelnummer på den estiske minimalist Arvo Pärts nye album, hvor kor- og strygerværket 'Adam's Lament' er det bærende værk.
Lidelsesmusik Det er ikke morskabsmusik. Teksten, skrevet med alvorlig og bodfærdig pen af munken Silouan fra Athosbjerget, er en lang, nærmest torterende langsom gennemlevning af Adams lidelse over at være blevet uddrevet af paradis og måtte se sine børn og slægterne efter dem på nakken af hinanden med dødbringende våben. Det kan godtvære, 'Adam's Lament' som album betragtet ikke er det mest ultimativt helstøbte, Arvo Pärt har begået for den renfærdige, ultravellydende ECM-label i de snart 30 år, der er gået, siden han debuterede her med den magiske 'Tabula rasa' i 1984.

Men er man med på præmissen, nemlig at Pärt uden blusel graver tilbage i middelalderens klange og ned i den ortodokse kirkes hvælvingetunge vokalskatte for på ny at vride traditionen - så er titelværket en stærk og vellykket tonesætning af den gamle munks smertelige og alvorlige tekst. Arvo Pärt er født i 1935 og nærmer sig altså så småt de 80 år her på Jorden. Han er for nylig blevet del af pavens internationale kulturråd, og han har i årevis modtaget bestillinger på ny, kuldslået og ren munkemusik til jubilæer og markeringer i alverdens kirkerum og af alverdens kirkelige begivenheder. Det afspejles også på 'Adam's Lament', hvor forskelligartede værker, inklusive et processionelt fremadskridende, let og smukt, ottestemmigt 'Salve regina' som noget af det fineste, er blandt bestillingsværker og bearbejdelser af ældre værker fra de seneste cirka ti år. Få lysglimt
Romantisk kortradition har også sit at skulle have sagt. LÆS OGSÅPotente klaverfingre holder et højt niveau Pladen med diverse kor og ensembler er forbilledligt optaget i en kirke i Tallinn, og efter umiskendelige spor af gregoriansk sang i begyndelsen af den dissonerende-voldsomme 'Statuit ei Dominus' er det to vuggeviser, der med helt enkle, romantiske klange og en nærmest enfoldigt enkel basgang i 'Estonian Lullaby' runder albummet af. En trøst oven på de blandede, til tider alt andet end trøsterige klange, der danner rygraden på en cd, hvor Adams klage er det voldsomme, pinefuldt udtrukne udgangspunkt.