De fire magiske blæserakkorder, der indleder ouverturen til Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’, og de efterfølgende myldrende strygerbevægelser kan som intet andet fremmane en fortryllet midsommernat, hvor alt kan ske.
Der er ikke sankthansbål og dansk midsommervise i tyskeren Felix Mendelssohn-Bartholdys berømte scenemusik til Shakespeares 1500-talskomedie. Men der er mere lys sommernat, magi og flirteri, flere dugperler i græsset og mere sart elverstemning, end man kan finde noget andet sted i den samlede klassiske musiklitteratur.
Musik så elverne vimser
Mendelssohn skrev sin ouverture som 17-årig. Med den konsoliderede han en helt ny genre, nemlig koncertouverturen, og satte som med et trylleslag den romantiske orkestermusik i bevægelse.
Dirigenten Riccardo Chailly, der overtager ledelsen ved La Scala Opera i Milano efter årsskiftet, dirigerer Mendelssohns gamle orkester fra Gewandhaus i Leipzig, hvor Mendelssohn selv var leder af de symfoniske tropper, og musikken er helt oppe på tæerne.
Elverne flimser rundt, og mens man bemærker de sølvtråde, Mendelssohn kaster frem gennem musikhistorien til senere og voldsommere kolleger som Wagner og Brahms, noterer man sig samtidig, at Chaillys Mendelssohn-stil er nærmest ekstremt let, hurtig og præcis.
Skarpe blæservæsener stikker deres drilske hoveder frem i en midsommerkomedie, som ikke et øjeblik slækker på tempoet. Men som gerne lader de komiske detaljer i Shakespeares historie om kongelige alfer og plumpe håndværkertyper stå usædvanligt æselskrydende og grotesk frem.
Mendelssohnsk midsommermagi
Mendelssohns scenemusik, inklusive den berømte bryllupsmarch til sidst, er ingen nat på Bloksbjerg, som russeren Mussorgskij har komponeret den.
Det handler om midsommermagi af den slags, der kræver måneskin for at folde sig ud, og som man også kan finde i en sankthanskomedie som Wagners ’Mestersangerne i Nürnberg’.
Hvis man vil opleve heksene forsamles til onde natlige narrestreger, der kunne gøre dem fortjent til en tur på bålet, skal man lytte til Chaillys nye Mendelssohn-album fra begyndelsen af. Cd’en lægger nemlig ud med en premiereindspilning af en anden ouverture, som Mendelssohn imidlertid selv var mindre stolt af og derfor aldrig lod trykke på noder.
Den var skrevet som optakt til Victor Hugos franske drama ’Ruy Blas’, der skulle opføres i Leipzig i 1839, hvorfor Mendelssohn som kapelmester for byens orkester komponerede det dramatiske stykke i skæbnetung beethovensk c-mol.
Stormfulde ridt gennem mørke skove
Det er dystre toner, farvet matsorte af alvorstungt messing, og en engelsk musikvidenskabsmand ved navn Donald Francis Tovey mente allerede for mange år siden, at det ville være nok så underholdende at skrive en helt anden handling til denne ouverture, som musikhistorikere altid har grinet lidt ad.
Han forestillede sig et drama, der endte med, at en hund fik sit kødben. Selvsikre hekse på Bloksbjerg i gang med at planlægge nattens eskapader ville være en anden mulighed.
Hvis man vil have de mørke skyer til for alvor at samle sig, skal man flyve frem til de to koncerter for klaver og orkester, der afslutter cd’en.
Mendelssohn skrev dem med sig selv i tankerne som solist, præcis som Mozart og Beethoven før ham gjorde med deres klaverkoncerter, og som man får dem serveret her med pianisten Saleem Abboud Ashkar og Gewandhausorkestret, er der tale om stormfulde ridt gennem mørke molskove, hvor lysninger kun af og til nås.
Chailly foretrækker sin Mendelssohn mikset som et potent heksebryg af klassisk lethed og mørkt romantisk drama, og sammen med musikken til ’En skærsommernatsdrøm’ gør de to koncerter cd’en stærkt anbefalelsesværdig.
Strauss på amerikanertysk
Egentlig er der allerede en højromantisk hornsvulmende ’Nocturne’ at finde blandt satserne i Mendelssohns skærsommernatsmusik, og med den kunne man for så vidt sige godnat og tak for en dejlig sankthansaften.
Men hvis man vil længere ind i de få timer, hvor det selv i det nordiske midsommerunivers stadig er mørkt – derind, hvor natten bliver et drømmenes og mareridtenes land, der ophæver realiteternes faste rammer – kunne man fristes til at gøre det sammen med sangeren Thomas Hampson.
Den amerikanske baryton har i mange år hørt til på de store operascener, men ved nærlytning opdager man nu hurtigt, at det ikke er ham, man vil have som guide ind i mørkets hjerte. Hans måde at synge på er på en gang for kedeligt redegørende og for voldsomt blafrende.
Den noble amerikaner kan ikke helt skjule sin amerikanske accent i Strauss’ tyske lieder, og det er, hvad det er. Men dykker man ned i de mange nattesange på hans Strauss-album, udstilles det allerede med den enkle ’Die Nacht’, at stemmen er for stor til formålet.
Den mere ekspressive Strauss-klassiker ’Ruhe, meine Seele!’ forfører ham til voldsomme udfoldelser, og rykker man tilbage i nattesporet, skal man til ’Traum durch die Dämmerung’ og den store, nærmest ekspressionistiske ballade ’Notturno’, der har givet albummet dets titel, for at finde en sang, der tåler at blive dvælet ved:
Et stort, sjældent hørt, næsten schönbergsk eksperiment, der holder lytteren fanget i et forfrossent vinterlandskab, hvor tilføjelsen af en uheldsvanger violin gør sangen til et billede på mødet med døden selv.
Pianist går længere end Chopin
Blandt de nyeste cd’er, som har ramt anmelderens bord, bliver det derfor en med en anden amerikaner, der får den sidste gode midsommernatteanbefaling med sig.
Som næsten navnefælle til en legendarisk svensk 1800-talssopran med tilnavnet ’Den Svenske Nattergal’ har Jenny Lin samlet et album udelukkende med nocturner, der går langt videre end Chopin.
Pianisten, der som navnet antyder har taiwanske rødder, har kædet dem sammen, så de korte klaverstykker tager hinanden i hænderne og danner en kæde. Fra Debussys ’Clair de lune’ over Schumanns ’In der Nacht’ videre via nattemusik af russere som Glazunov og Tjajkovskij til en nocturne af Grieg.
Kæden fører videre frem til spansk sommernat hos 1900-talskomponisten Joaquín Turina, amerikansk impressionisme hos Charles Griffes og en ligefrem Charles Ives-agtig splittelse i den sælsomme ’A Phoenix Park Nocturne’ af Arthur Vincent Lourié.
Her blændes man af mekanisk blinkende lys midt i et nostalgisk nattelandskab. Lin spiller Schumann og Liszt med stærk stilfornemmelse, og hendes musikalske overblik afslører begavelsen bag de erfarne klaverfingre, som tager dig i hånden og siger: Kom, vi skal længere ind. Helt ind i natten.
fortsæt med at læse
