Dér, hvor den historiske virkelighed træder til side for eventyret, får den kunstneriske frihed altid længere snor.

Det gælder frem for alt for filmmusik. Howard Shore komponerede underlægningsmusikken til trilogien 'Ringenes Herre'. Så det lå lige for, at han også burde stå for musikken til 'Hobbitten', så meget desto mere som instruktøren - Peter Jackson - var den samme. Første del af denne enorme trilogi er han sluppet rigtig godt fra.

LÆS ANMELDELSE

Senromantisk stil
Fra arbejdet med de tre første film har Howard Shore fået hjemmebanefordel i Middle-earths fantasiverden, og den frie fuldfede senromantiske stil, som hele dette univers inspirerer til, synes at være blevet ét med hans egen musikalske stil.

Da 'Hobbitten' ikke just er en actionfilm, er det ikke en musik, der hele tiden halser efter det, der sker på lærredet. Den giver sig god tid, ligesom filmen gør det, og vil ikke hævde sig på filmens bekostning. Den underordner sig, men bevarer alligevel en rolig og suveræn attitude over for det, der er dens anledning, nemlig handlingen.

LÆS OGSÅ

Den kan minde om en af disse gamle engelske butlere, der altid tjente deres herre og mester, men som bevarede deres egen urokkelige stil.

Det er en stil, der ligger bedre for Shore, end 'Ringenes Herre' gjorde. Hvorfor? Jo, måske fordi forlægget er mere muntert, humoristisk og folkeligt. Det højtidelige og patetiske er holdt i ave af den humor, som Tolkiens første bog gavmildt øser af, f.eks. i hobbitten Bilbo Baggins' møde med troldmanden Gandalf eller med de tretten dværge.

Eller hans mere ubehagelige møde med de kæmpestore trolde.

Sparsomt tematisk materiale
Der er så meget på færde i Tolkiens univers, som minder om Wagners 'Ringen', at det tangerer det banale bare at minde om det.

Men hvor Wagner benyttede et væld af ledemotiver, der uafbrudt kommenterer de forskellige personer, væsener og symboler i hans operaer, er det tematiske materiale hos Shore uendeligt mere sparsomt, trods sin udstrækning i tid. Der er ét dominerende tema, som intoneres i begyndelsen.

Det er et tema, der karakteriserer hobbitten, som Gandalf får lokket hjemmefra og ud på farlige eventyr. Temaet synes folkloristisk i sit præg, som et citat med irske rødder.

Det øvrige materiale har ikke samme iørefaldende karakter. Det er korte motiver, fraser, klange eller skalaer mere end egentlige temaer.

I sammenligning med Hollywood-veteranen John Williams, ja, i sammenlægning med næsten enhver anden komponist i filmbyen står Shore som et noget mere adstadigt og tilbagelænet bekendtskab.

Hvor andre kan mistænkes for at søge de mest iørefaldende orkestereffekter og mest påfaldende melodier, gør han det modsatte. Han sekunderer filmen seriøst. Det kan få hans musik til 'Hobbitten' til at virke en smule begivenhedsløs, når man hører den som ren musik på de to nye cd'er.

Diskretionens kunst
Trods sit opulente klangapparat - komponisten har selv stået for instrumentationen - gør den ikke noget voldsomt væsen af sig. Men det udelukker ikke, at den er meget væsentlig for, at filmen fungerer som dramatisk helhed.

LÆS OGSÅ

Alligevel er det påfaldende, så diskret denne musik virker, ikke mindst i biografen. Det er ikke langt fra, at man i mørket slet ikke lægger mærke til, at den er dér, bag ved det hele, over det hele. Men 'Hobbitten' ville næppe være den samme oplevelse, hvis ikke musikken var dér og var så solidarisk med hele stemningen.

Det er måden, den er til stede på, som gør den så suveræn. Den passer altid til den lejlighed, der har skabt den.