Pianisten synes nærmest at sidde og spille for sig selv. Som sad han en aften alene og følte trang til at røre fingrene i dette eftertænksomme repertoire, bare for sin egen skyld. Farvenuancer hersker frem for brillant fingerfærdighed. Polonaisen i As-dur op. 61, som Chopin på grund af dens frihed døbte 'Polonaise-fantasi', virker henført improviseret, men er uden antydning af pollinisk stål i de indledende akkorder og mangler især et overordnet dynamisk blik. Her drømmes der bare. I de to nocturner er det, som om pianisten vågner op og ænser sit publikum. Bevægelighed og klarhed i klangen smelter sammen, men Ashkenazy finder lovligt indlysende fraseringsløsninger i valsene, der derfor ikke for alvor trækker vejret frit. De tre indholdsrige mazurkaer formes drømmende med smuk klang, men ligesom den store, lyrisk-dramatiske Barcarolle giver Ashkenazy dem et lovlig pænt og klassisk udtryk.