Finalen er igen bål og brand, og man kan blive helt forpustet af at følge med solisten. Violinen gløder, og der sættes skarpt tempo, mens Abbado glæder klassicisten Brahms ved omhyggeligt at lade orkestersatsen udgøre en flerstemmig helhed sammen med solostemmen. Brahms' mørke, forrevne dobbeltkoncert har Shaham som solist i tandem med cellisten Jian Wang. Kineserens karakteristiske powerspil, der ellers kan virke temmeligt anstrengende, falder her på plads i den indledende solistdialog. De to strygere passer godt sammen klangligt og udtryksmæssigt. (Meget bedre end Wang passer sammen med Dumay, som han spiller i trio med). Abbado får igen fyret godt op under orkestret, mens solisterne maser på med deres superteknik, og dobbeltkoncerten vrider med sin enorme energi og sit muskelstærke spil næsten armen om på tilhøreren. Positivt er det ikke desto mindre, at solister og dirigent formår at afdække en hel del af musikkens desperation og mørkbitre sødme.