Og i virkeligheden kunne japanskfødte Midori roligt lægge fem år oven i pladeselskabets fejring, for hun spillede offentligt første gang, da hun var seks. Man skal absolut ikke forveksle Midori med violinpornotingen Vanessa Mae i den våde badedragt. Midori har oprigtige fortolkninger at byde på, selv om hun åbenbart også kan skyde ved siden af, som for eksempel i Debussys 'Pigen med hørhåret', hvor hun skøjter sært stilløst rundt, mens tonen har vanskeligt ved at skinne ordentligt igennem. Midori har ellers nyligen indspillet franske komponister (Poulenc og Debussy) med held. Derimod rammer hun godt og præcist, når hun flintrer op og ned ad sigøjnergaden med Kreisler og i Wieniawski, og heldigvis er der mest sigøjnerromantik og salonmusik på denne cd. Men der er ikke ligefrem kælet for klangen. Desværre. Wieniawskis saftige Violinkoncert nr. 1, optaget live så langt tilbage som i 1988, er et fnidret bånd fra en radiotransmission med teknisk støj til at supplere de obligatoriske host. Til gengæld er det her, Midori blomstrer musikalsk, som det høres i finalens djævelsk tændte rutsjeture, og det er her - alle tekniske forbehold til trods - hendes tone lyser. Robert McDonald lyder i småstykkerne, som om hans instrument er pakket ind i noget lyddæmpende, og med bagateller som Ede Poldinis 'Dancing Doll' og Elgars 'Chanson de nuit' lagt sammen til en total spilletid på sølle 52 minutter - inklusive Wieniawskis koncert - får man alt i alt lidt for lidt for sine penge.
Romantisk Midori
Lyt til artiklen
