Heldagsregn, som vi oplevede i går, og så Mahler i cd-maskinen. De to ting passer godt sammen. Ikke mindst når det handler om Mahlers store, inderlige 9. symfoni med den lange adagioudklang, som på en ny norsk liveindspilning er ganske vellykket. Indspilningen er fra 2000, dengang Mariss Jansons endnu var chefdirigent i Oslo. Den russiske orkesterleder er en Mahlerkender af rang, og det er slet ikke til at drømme om, hvor fine resultater han kan opnå i dette repertoire, når han fra næste sæson træder til som chef for det hæderkronede Mahlerorkester i Amsterdams Concertgebouw. Og så alligevel. Disse to symfonier i Simax' nye Mahlerserie giver i hvert fald et praj derom. Jansons' Mahler er usentimental, men dristig. I 1. symfoni gås både til stregen og over med usædvanligt frit formede træblæsersoloer og dejlige, fjerne horn i førstesatsen. For så vidt har indspilningerne livefortolkningens positive træk. Det negative træk er en overdreven baggrundslarm. Man kan spekulere over, hvor godt disse cd'er vil sælge på et marked, der, lige præcis hvad Mahler angår, er overforkælet med supervelproducerede cd'er med store dirigenter. Det vrimler med ny, god Mahler på plade. Højaktuel er amerikaneren Michael Tilson Thomas fra San Francisco, hvis meget roste 6. symfoni vi anmeldte i forrige uge. På den anden side har Mariss Jansons' plastiske, strukturbevidste og dristige vinkler meget for sig. Også selv om især strygerlyden gengives for mat og ufokuseret.