»Sikke dog nogle små hidsige sataner«, var det første, jeg tænkte, da jeg satte denne nye cd på, hvor Manze og Egarr spiller de fire kvalitativt stærkt varierende violinsonater, som Mozart skrev i 1781. Og indtrykket udlignede sig kun meget gradvis, som jeg lyttede videre tredje og fjerde gang og også lærte mig at værdsætte en frase hist og såmænd en hel sats pist. Manze og Egarr spiller på originalinstrumenter, en praksis jeg sværger til, også hos Mozart, når opførelsen er båret af sundt musikerskab. Men i Mozartsonaterne må jeg tilstå, at jeg så langt foretrækker Hillary Hahns og Natalie Zhus nylige DG-indspilning af nogle af Mozarts andre sonater, mere idiomatisk, mere tæt på musikken, mere strømmende musikalsk. Egarr er jeg stærkt begejstret for i alt, hvad han laver, og denne cd er et overbevisende argument for Mozart på hammerklaver, kreativt spillet og i perfekt balance. Til gengæld river og flår Manze i, hvad han kommer i nærheden af, bombastisk, aggressivt og ... ekstremt. Ikke hverken overvældende musikalsk eller generøst, men rondoen fra den første F-dur-sonate (K. 376) er ikke uden charme, den langsomme variationssats fra den anden F-dur-sonate (K. 377) er smukt gjort, og jeg vil sværge på, at slutsatsens rondo i bondekarakter fra K. 376 nærmest er ukrukket. Førstesatsen af K. 377 vrænger og snerrer, men indimellem har Manzes spidse klagende tone en art pointe og en slags alternativ skønhed. Men sæt Egarr sammen med en mindre narcissistisk performer end Manze. Eller sæt Hahn og Zhu på!