0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Operaarier for klarinet

Johnson har styr på orkestret, men er selv for ivrig - ja, nærmest hidsig - i sin koncertfortolkning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Klarinettisten Emma Johnson er en ung, britisk stjerne på den ellers ret smalle stribe himmel, man kunne kalde klassiske træblæsere med solistisk karriere. Og hvad der er særlig interessant: Emma Johnson kan dirigere. Ikke bare lede et ensemble, mens hun spiller klarinet. Men sådan rigtig dirigere.

Det er faktisk også det mest imponerende ved hendes nye, på andre måder desværre ikke helt vellykkede cd-udspil, der benytter sig af Mozartåret til endnu en udgivelse af Mozarts to kerneværker for hendes instrument.

Som bonus på 'The Mozart Album' får lytteren desuden Papagenos arie fra 'Tryllefløjten', den sarte 'Voi che sapete' fra 'Figaros Bryllup' og 'Ave verum corpus'. De to første med orkester i arrangementer, der formes syngende og overbevisende under Johnsons ledelse. Den sidste arrangeret for klarinet og strygekvartet.

Johnson har styr på orkestret, men er selv for ivrig - ja, nærmest hidsig - i sin koncertfortolkning.

I Papagenos arie slutter hun på en pivfalsk tone, og i kvintetten ræses og fræses der afsted. Klarinetklangen er gennemgående spids. Så der ryger nogle hjerter, når man sammenligner med Martin Frösts nye, svenske mesterindspilning på BIS, hvor en anderledes blød, præcis tone i overvældende naturlige fraser flyder som mælk fra det sorte instrument.

Strygekvartetten, der joiner Johnson i kvintetten, spiller opmærksomt, men igen vinder Frösts kobling af de to instrumentalværker med Vertavo Kvartetten som partner.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere