Han er cool som få, 45-årige Nikolai Lugansky, som han sidder der blandt 100 musikere og leverer den ene fuldstændig overdrevne klaverakrobatiske kanonade efter den anden i den måske sværeste solokoncert overhovedet. Hele tiden med overskuddet til at fokusere på meloditonerne, som sagtens kunne drukne i vilde udsmykninger.
På papiret kunne aftenens program med Sergej Rakhmaninovs 3. klaverkoncert og Tjajkovskijs 4. symfoni godt ligne chokoladefabrikkernes forsøg på at sælge mere ved at gøre pakningerne dobbelt så store uden tilsvarende prisstigning. Svulmende følelser hos Rakhmaninov sat i perspektiv af, ja, svulmende følelser hos Tjajkovskij.




























