Hun er - det er selvfølgelig frækt sagt - brasiliansk musiks svar på Lone Kellerman. Det var solidt og stilsikkert, hvad Vini Iuel leverede med sin kvartet i JazzHouse lørdag aften. Det nyrenoverede spillested var fyldt uden at være crowdet. JazzHouse har nemlig (af økonomiske årsager?) valgt at skrue ned for ambitionerne under årets jazzfestival, selv om festivalen i år er trediveårig og jubilæumsrund. I stedet for at indfange kostbare, sjældne udenlandske fugle, satser de på præsentation af farvestrålende danskere, der har gjort det godt i udlandet. Hyggeligt niveau Med godt 20 års karriere bag sig i blandt andet Brasilien er sangerinden Vini Iuel en af dem. Sammen med sin arbejdspartner Thomas Clausen som den genremæssigt erfarne ved flyglet plus Milton Nascimentos mangeårige medmusiker, den storgrinende og altid fjollende Robertinho Silva, bag trommer og slagtøj kom aftenen op at køre på et hyggeligt niveau, der dog kun lejlighedsvis - særlig i de to afsluttende sambaer - var højt oppe at køre. To venner, slagtøjsspilleren Afonso Correa og Andrea Marcelli på congas, sad ind og løftede stemningen.
Vi fik musik af Antonio Carlos Jobim og også et par numre af den navnkundige Hermeto Pascoal, som har skrevet til Vini Iuel. Og så var der masser af eksempler på sangerindens samarbejde med komponisten Thomas Clausen. ’I Got Choro’, for eksempel, kulørt strikket sammen over akkorderne til ’I Got Rythm’. Brasilianeren Robertino Silva med stråhatten er en glad mand. Hans hyldest til Nascimento - en legende improviseret solo på diverse metalinstrumenter, herunder koklokker noget, der lød som en stor fjeder - udartede sig til et morsomt spil med publikums reaktioner. Sjælens gardiner Vini Iuel demonstrerede sin sikkerhed som ballade- og bluessanger. Gerne med engelsk tekst til afveksling for det brasilianske/portugisiske, hun mestrer. En vaskekoneblues gik ind og rørte ved sjælens gardiner og fik dem til at blafre. Mindesangen til en veninde, der valgte selvmordet som udvej, og som med titlen på hendes og Clausens album fra sidste år nu regerer ’In a Time of her Own’, bevægede også følelserne. Supersjovt var det dog kun, når Robertinho med sit organisk pulserende spil fik rytmegruppen rigtig op i gear. Thomas Ovesens diskrete, fine bas-leg forblev underbelyst, og først i de to afsluttende sambaer mærkede jeg for alvor det imponerende store vingefang, Thomas Clausen kan have som klaverspiller, når han folder sig ud med brasilianske farver og klar, melodisk tangentbehandling.
