Det er ret sjovt at se tenorbossen David Murray - en høj, alvorlig sort musiker med autoritativt overskæg - forsøge at klemme sit ene knæ ned i mundingen på saxofonen, mens han fyrer sine lange og særdeles hårdtpumpede soloer af. Men det er ikke ment som en spøg. Det er bare for at dæmpe lyden lidt. På samme måde dyrker Murray avantgardearven efter afdøde Albert Ayler i de mange intenst pivende højdeture, han piner ud af hornet. David Murray er klart en seriøs musiker. Hans Black Saint Quartet - opkaldt efter det italienske pladeselskab, han flittigt indspillede på frem til begyndelsen af 1990’erne - er et tight ensemble, der støtter op om saxofonistens maskuline tilbøjeligheder. Det var om at holde på hat og briller, da de gav over halvanden times intens jazz-tour de force i Glassalen. Piano-messias På klaver fik vi en af jazzfestivalens på forhånd mest hypede unge pianister, den messiasagtigt hyldede Lafayette Gilchrist, der med fingrene fulde af tradition regnes for fremtidens store håb.
Som medlem af David Murray’s Black Saint Quartet viste den unge Gilchrist et enormt overskud, konstant i bevægelse som han var, men det er ikke primært i denne kontekst, han udfolder sine mange, højt besungne nuancer. Sådan var det i hvert fald denne aften, hvor hans spil var kompetent, men alt andet lige relativt ensfarvet. Nogle sydafrikanske ledere fik lange soloer kastet efter sig i det, der er Murrays mønster: Først ham selv center stage i lang tid. Så trioen bag ham alene, gerne med soloer fra de forskellige musikere, og så igen en lang, højenergisk udladning fra the boss til afslutning. Rollins og Coltrane Tidligere gik Murray for med sin muskuløse kropslighed at genoplive lyden af den første store jazztenor, Coleman Hawkins, som var en rigtig machofætter. Men det store vibrato, Murray efterbehandler sin klang med, suppleres i dag af flere indflydelser. Man hørte både Rollins og Coltrane. Sidstnævnte klarest i ’Murray’s Steps’, der er en veloplagt parafrase over Coltraneklassikeren ’Giant Steps’. Kvartettens trommeslager, Hamid Drake, viste sig som en hurtigtslående virtuos og mand for at holde gryderne heftigt i kog, mens baspiraten Jaribu Shahid swingede inderligt og saftigt. Ned i puls Fra albummet ’Sacred Ground’, hvor i øvrigt et af hovednavnene på dette års jazzfestival, nemlig Cassandra Wilson, medvirker, fik vi Shahids evne til melankolsk bueleg på kontrabassen demonstreret.
