Den hippe amerikanske powerjazztrio The Bad Plus har huseret på jazzscenen i mere end 10 år, selv om der på det seneste har været mere stille om den utæmmelige treenighed: den buttede pianist Ethan Iverson med langt mere inde bag ved hornbriller og skaldet isse, end det umiddelbart ser ud til, den tatoverede muskelmand og trommeslager David King, som jeg helst ikke vil fornærme i en gyde en mørk aften, og den elegante bassist Reid Anderson med den knastørre humor.
De tre personligheder har opdyrket deres helt eget tag på jazzen, bevidste produkter, som de er, af amerikansk populærkultur, opflasket med burgere, b-film, reklame-tv, heavy metal, sødsuppepop, social ulighed og lange bebopsoloer.




























