Hun lod vente på sig, Esperanza Spalding, der har gjort det til sit speciale at synge og spille bas samtidig. Publikum nåede at klappe utålmodigt, og der nåede at gå en lille halv time over tiden, før hun og hendes to medspillere, pianisten Leobardo Geonvese og trommeslageren Lyndon Rochelle, indfandt sig på scenen.
Sådan noget koster goodwill, og helt var den ikke genoprettet med den hæsblæsende udgave af ’Autumn Leaves’ i 7/4, trioen indledte med. Imponerende nok som virtuost udstillingsstykke, men spørgsmålet er, om Spalding også er den kommende stjerne, som jazzhusets kunstneriske leder, Lars Thorborg, ville gøre hende til i sin introduktion af hende. Sludrede og charmerede Det er givet, at den kun 22-årige spinkle kvinde med det store hår har en stærk scenisk udstråling. Og hun havde ligeledes god kontakt med publikum, når hun på sin sludrende facon brugte mange ord på at fortælle os, hvad hendes – som regel ordløse – sange handlede om. Også hendes musikalske begavelse er uomtvistelig, om end hun – som det skulle vise sig – også er noget af en distanceblænder. Som musikere står både Geonvese og Rochelle adskillige trin over hende. Det kom til udtryk i al sin klarhed i andet sæts første indslag, ’Body and Soul’, serveret i 5/4. Hvad Geonvese her lod os høre, var formidabelt. Tidligere på aftenen kunne man måske synes, at hans spil var lovlig ekvilibristisk, om end dette indtryk opvejedes af den utrolige rytmiske spændstighed, han formulerede sig med. Fra askese og genbrug Senere demonstrerede Geonvese, at han ligeledes behersker et anderledes asketisk udtryk, hvor hver enkelt tone har vægt. Begge disse aspekter af hans spil forenedes i ’Body and Soul’ i en solo, der sprudlede af opfindsomhed og samtidig var formet med det overblik, der fik den til at fremstå i en sammenhængende organisk udvikling.
