Publikum fik udleveret bordtennisbolde, da de ved midnatstid samlede sig til præsentationen af det ene af årets to officielle, Kunstfondstøttede festivalprojekter, nemlig Simon Toldams sekstetprojekt Uniform. Men det viste sig, at vi var for ivrige med boldene. Simon Toldam havde ikke tænkt sig, at de skulle have været kastet og have danset over festsalens gulv, før han sagde til. Nå, det kunne vi jo ikke vide. Og når man oplever en ung mand gennemføre sin musikalske vilje, tungt og roligt, med et line up af fire lakridspibeformede basklarinetter, en trommeslager og sig selv bag flyglet, så det lyder som en zoologisk have, når den liver op i løbet af natten, så tror man jo, man også selv må opføre sig sådan lidt legende og frit.
Skævt uniformeret elefantpoesi Det var også i orden, forsikrede Årets Nye Danske Jazzkunstner efterfølgende. Det gjorde ikke noget. Og så var der gået en time, og vi havde hørt de syv-otte blokke af tonetæt, skævt uniformeret elefantpoesi, Toldam havde skabt for Kunstfondens penge. Det gik efter noder. Uniformeringstankegangen var klar. Det sjove, mens lydblokke manifesterede sig, og soloer voksede frem, var, at individuelle stemmer skabte nye uniformer. Den norske trommeslager var skarp bag jungletrommerne, og blandt de fire lakridspibesugende herrer fra ind- og udland var især belgieren Joachim Badenhorst, også kendt fra Toldams nonet Prügelknabe, mand for at udnytte instrumentets mange klangmuligheder. Musik med Vikingblyanter Brunstige elefanter kan sågar knebre som storke, opdagede vi, og det var helt smukt, da Toldam i en lyrisk passage lod to gule Vikingblyanter danse på strengene inde i flyglet. Men man kunne ikke høre én tone af hans klaverspil, når elefanterne trompeterede i flok.

Og skønheden i øvrigt? Ja, ud over at ligge i det langsomme, det tunge og det knirkende lå den primært i Simon Toldams nærvær, omhu og mod til at tage sig selv alvorligt. Det skal formentlig og forhåbentlig føre den 26-årige orkesterleder vidt.