Med et orgel i bandet er der grænser for, hvad man kan«, proklamerer Niclas Knudsen, guitarist i Ibrahim Electric. »Mener du, at jeg lægger bånd på jer?«, siger organisten Jeppe Tuxen. »Altså, det er nemmere at spille med en bassist. Men det er sjovere at spille med dig. Du er jo både bas, melodi og soloinstrument«. Et lille smil breder sig over Jeppe Tuxens ansigt. Selv om han betegner sig som en konfliktsky jyde, har han lært at sige til og fra over for trioens to københavnere. »Jeppe er den søde, og jeg er den kloge, den, der kommer med idéerne«, mener Niclas Knudsen. »Arh ...«, forsøger de andre at protestere. »Jo, jo – selvfølgelig er de ikke gode alle sammen, men det er da mig, der skyder løs. Stefan er den stædige. Han pisker os, indtil han får det, som han vil«. En ting er trioen i hvert fald enige om: Energien skal være høj, og kedsomhed og stilstand kan ikke tolereres. De vil gerne være kendte som jazzens slemme drenge, som en stockcar, der tæsker derudad, eller et vildt kødædende dyr. Alt andet bliver perifert Trioen har spillet sammen siden 2002. Dengang var bandets navn efter klassisk jazzrecept Knudsen, Tuxen, Pasborg. Stilen var også rendyrket jazz – og holdt slet ikke, opdagede de hurtigt. Det begyndte med avantgardejazz, bevægede sig hen over The Doors og afro, før trioen fandt sin egen stil. Som de indkredser som afro-funk-surf-jazz-rock kendetegnet ved improvisation. Trioens medlemmer har igennem årerne haft travlt med hver deres projekter – blandt andet verdensmusik, akkompagnement af popmusikere som Rasmus Nøhr og Teitur, at arrangere for bandet Vildnis og meget andet. Men efterhånden som Ibrahim Electrics succes vokser, bliver alt andet mere perifert. »For tiden spiller jeg kun med Ibrahim Electric«, siger Tuxen – næsten lidt flov. »Det tager også mere og mere over for os andre«, supplerer Pasborg. Orgasme Og kalenderen taler da også et tydeligt sprog: Trioen spiller på både rock- og jazzfestivaler over hele Europa i løbet af sommeren, har planer om en turné i USA, og 5. september udkommer trioens femte album med titlen ’Brothers of Utopia’ samtidig med en stor koncert i Pumpehuset. På jeres Myspace-side står der, at jeres musik giver publikum orgasme. Hvordan gør I det? »Det er vist noget, vi har sakset fra en anmeldelse. Der er også én, der har sammenlignet os med sådan en parasit fra Ganges-floden, der aldrig forlader kroppen, når først den er kravlet ind«. Flade giver energi Kort sagt er musikken fysisk – både for publikum og trioen selv. Faktisk mener trioen, at en koncert har fejlet, hvis de ikke drypper af sved, når de forlader scenen. »Engang måtte vi stoppe en koncert, fordi Niclas var så dehydreret, at han var ved at besvime«, fortæller Jeppe Tuxen. »Ja, og bagefter blev jeg nødt til at smide guitarremmen ud. Stanken kunne simpelthen ikke vaskes af«. Men hvordan finder I den energi, før I går på scenen? »Vi giver hinanden flade. Vi halvslås tit«, falder det prompte. Det centrale 200 kilo tunge orgel er i sig selv med til at sætte gang i kroppen, for hvert spillejob begynder med, at orgelet skal hentes, fragtes og bæres på plads. Og så fortsætter blodet med at pumpe derudad, til koncerten er omme. Det vil sige til meget sent, for Ibrahim Electric har specialiseret sig i at give nattekoncerter på byens klubscener.
Absint i kroppen
Selv om trioen giver den alt, hvad de har, på scenen, er der ikke meget sex, drugs and rock’n’roll over dem privat. Jeppe Tuxen har et blebarn, Niclas Knudsen har et på vej, og på deres dosmerseddel til spillestederne står der æblejuice og danskvand.
