kritik Sprudlende bigbandjazz åbnede festivalen

Magtspil. Der blev dystet på maskuline tenorsaxofoner, da Ernie Wilkins Almost Big Band fyldte Copenhagen JazzHouse. Jesper Thilo ser til, mens Hans Ulrik trykker den af. Foto: Per Folkver
Magtspil. Der blev dystet på maskuline tenorsaxofoner, da Ernie Wilkins Almost Big Band fyldte Copenhagen JazzHouse. Jesper Thilo ser til, mens Hans Ulrik trykker den af. Foto: Per Folkver
Lyt til artiklen

Det kan godt være, Copenhagen Jazz Festival igen i år har kastet sin kærlighed på så mange beslægtede musikgenrer, at jazzen langtfra bliver den eneste, der i resten af denne uge krammer og knuser københavnerne og alle de turister, som traditionelt indfinder sig under festivalen.

Det kan man alt efter temperament kritisere eller bifalde. Vaskeægte jazz Men alle vi, der på festivalens første aften fyldte et godt pakket Copenhagen JazzHouse, kan samstemmende skrive under på, at det var ren, skær, sprudlende, vaskeægte jazz, der åbnede ørerne, varmede hjertet og fik røven frem i sædet. JazzHouse kan li’ at kalde sig den danske nationalscene for jazz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her