Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Magtspil. Der blev dystet på maskuline tenorsaxofoner, da Ernie Wilkins Almost Big Band fyldte Copenhagen JazzHouse. Jesper Thilo ser til, mens Hans Ulrik trykker den af. Foto: Per Folkver

Magtspil. Der blev dystet på maskuline tenorsaxofoner, da Ernie Wilkins Almost Big Band fyldte Copenhagen JazzHouse. Jesper Thilo ser til, mens Hans Ulrik trykker den af. Foto: Per Folkver

Copenhagen Jazz Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

kritik Sprudlende bigbandjazz åbnede festivalen

Copenhagen JazzHouse lagde hus til vaskeægte sprudlende bigbandjazz med rødder hos Ellington.

Copenhagen Jazz Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det kan godt være, Copenhagen Jazz Festival igen i år har kastet sin kærlighed på så mange beslægtede musikgenrer, at jazzen langtfra bliver den eneste, der i resten af denne uge krammer og knuser københavnerne og alle de turister, som traditionelt indfinder sig under festivalen.

Det kan man alt efter temperament kritisere eller bifalde.

Vaskeægte jazz
Men alle vi, der på festivalens første aften fyldte et godt pakket Copenhagen JazzHouse, kan samstemmende skrive under på, at det var ren, skær, sprudlende, vaskeægte jazz, der åbnede ørerne, varmede hjertet og fik røven frem i sædet.

JazzHouse kan li’ at kalde sig den danske nationalscene for jazz.

Det er der gode grunde til, og med et orkester så stærkt som Ernie Wilkins Almost Big Band på scenen plus to af dansk jazz’ største nulevende tenorer som gæster blev det til flot, frodigt, tæt og flintrende veloplagt muskelspil i den gennemgedigne tradition, hvor rødderne strækker sig tilbage til gode gamle Duke Ellington.

Kvindedomineret konstellation
Det slanke minibigband med bare otte blæsere plus rytmegruppe stillede op i en næsten kvindedomineret konstellation med – foruden sværvægterne Jesper Lundgaard på bas og Aage Tanggaard på trommer – den solide Marie Louise Schmidt ved flyglet, en fremragende kvindelig trombonesektion og Pernille Bévort som en af de to tenorer i saxofonfrontlinjen.

Ikke mindst sidstnævnte blev en interessant udfordrer til swingkæmpen Jesper Thilo og den mere nyorienterede, men lige så superrutinerede tenor Hans Ulrik.

Dansk tenorbattle
Det var nemlig først og fremmest tenorernes aften i JazzHouse, hvor The Ben Webster Foundation stod bag et arrangement, der fejrede alle tiders tenorkæmpes hundredår med et veritabelt dansk tenorbattle.

I gamle Ellingtonklassikere arrangeret af Ernie Wilkins og i sager af Wilkins selv blev der givet god plads til skulderskub og udfordringer mellem en kvartet af tenorister, der som den sidste omfattede det fremragende lille bigbands egen lyriker, Jan Harbeck.

Knaldhurtig sikkerhed
O.k., så er de danske musikere måske lidt for høflige til for alvor at skubbe skuldre.

Men selv om stafetterne blev givet videre med venlighed, var det en af aftenens oplevelser – ved siden af ikke så lidt nørdet jazzsnak mellem scene og fagfolk blandt publikum – at få rige muligheder for at sammenligne musikere som Thilo, Hans Ulrik, Pernille Bévort og Jan Harbeck.

Førstnævnte leverede knaldhurtig sikkerhed i den indledende ’Cherokee’.

Det fortsatte han med aftenen igennem, mens Hans Ulrik med en fysisk statur, der når kolossen Thilo til skulderhøjde, fulgte efter med et fokus, der teknisk kunne matche.

Fart på firkløveret
Der var fart på firkløveret.

Men interessant nok skete det gang på gang, at Pernille Bévort leverede de musikalsk set mest interessante fraser.

Harbeck skilte sig ud med sin sjælfulde stil, der godt kunne komme lidt i klemme i de gennemgående hurtige tempi.

Men i balladetempo – nærmere bestemt i Ernie Wilkins’ ’A Song for Ben Webster’ – var han en helt særlig nydelse.
Flintrende flot jazz

Oven i hatten at få smidt en herhjemme ukendt fransk trompetist og flygelhornspiller som Stéphane Belmondo var en ekstra fornøjelse.

Manden besidder en mørk, spændende tone og en fin evne til at frasere spontant og friskt.

Intet under, han arbejder med de helt store.

Herunder jazzdivaen Dee Dee Bridgewater, der rammer Plænen i Tivoli på lørdag.

Læg dertil et stort lille bigband med en virkelig tight rytmegruppe og homogene blæsere, der igen og igen foldede sig ud i flotte shouts, og alle var begejstrede.

Med Ernie Wilkins Almost Big Band og et venskabeligt fokuseret tenorbattle blev Ben Webster mindet med stil.

Og årets jazzfestival blev for alvor åbnet med vaskeægte, flintrende flot jazz.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden