Det begyndte med en af de tilfældigheder, der kan ændre et liv. Den 14-årige og tilsyneladende kronisk skoletrætte Esperanza Spalding dabbede rundt på det lokale gymnasium i hjembyen Portland med en lyst til at kvitte, da hendes opmærksomhed blev indfanget af en kontrabas i musiklokalet. En lærer kom forbi, han lærte hende en simpel baslinje, og spiren var lagt til en kærlighed, der skulle vise sig at blive gengældt. I mere end et årti havde hun spillet violin uden at komme meget længere end til det skrattende. Men denne dag kom der ordentlig lyd ud af anstrengelserne. Og hun blev ved, til vablerne sprang. Det at spille bas blev for hende noget formidabelt, og der gik ikke lang tid efter hendes første favntag med instrumentet, før hun blev skrevet ind på listen over vidundere og naturtalenter. Esperanza Spalding er stadig ung, hun er født i 1984, og med sig har hun ikke blot et overvældende talent. Hun er ganske enkelt også smuk, men som hun engang selv har sagt, så bør det ikke komme hende til skade. »Jeg vil være sikker på, at publikum ikke betragter mig som en superkøn, sexet lille sag, for det er ikke det, jeg er. Jeg har muskler i mine hænder og arme, fordi jeg spiller bas. Og jeg tilbringer mere tid ved mit klaver end på at hænge ud med vennerne og flirte med drengene«. »Hvis man holder ved musikken og lægger alt, hvad man har i sig i den i stedet for at bruge tid på at forvisse sig om, at nogen tager gode billeder af én, kommer det til at fungere. Og jeg vil hellere vente med at blive berømt, til jeg er 40, end at vide, at jeg ikke gjorde, hvad der er det rigtige nu«. Det vil være en tilsnigelse af sige, at Esperanza Spalding allerede er blevet berømt, men som et af jazzens store navne, vibrafonisten Gary Burton, har sagt om den unge bassist: »Hun formidler sin optimistiske personlighed i alt, hvad hun spiller. Hun er helt afgjort på vej mod en stor karriere ... den ligger lige om hjørnet«. Ung men erfaren Esperanza Spalding kan på sit musikalske visitkort notere, at hun allerede har arbejdet sammen med frontfigurer som Michel Camilo, Regina Carter, Charlie Haden, Pat Metheny, Terri-Lynne Carrington, Seamus Blake og Patti Austin. Og når hun under sommerens jazzfestival i København indtager scenen i Copenhagen JazzHouse med sin trio, kommer hun med rig erfaring fra koncertsale og jazzens førende spillesteder. Netop i disse dage kan hun i New York høres på historiske Village Vanguard, der har sat hende på plakaten seks aftener i træk. Og når sommerens festivaler er afviklet, skal hun på efterårsturné med en af jazzens betydeligste saxofonister, Joe Lovano. Hans begrundelse: »Hun er en vidunderlig, ung bassist«. Da Esperanza Spalding var blevet forenet med bassen, førte musikken hende gennem teenageårene og forsøg med talrige stilarter i forskellige grupper: Hiphop, blues, funk, fusion, pop, brasiliansk, afrocubansk og omsider selvsagt også jazzen. Behøver vi nævne, at det var et af musikhistoriens hovedværker, Miles Davis’ ’Kind of Blue’, der fik hende drejet på. »Jeg nød virkelig bare at spille, jeg ville hellere spille i seks timer end lytte til en jazzplade i 45 minutter. Indtil en bekendt gav mig ’Kind of Blue’. Min første reaktion var, at jeg ikke gad lytte til den slags, det var kedeligt, det var folk, der spillede solo i ti minutter. Men da jeg fik hørt pladen, var det »wow«. Det var forbløffende, og jeg tror, jeg satte den på et par hundrede gange den første uge. Jeg indså, at jeg måtte begynde at lytte noget mere til jazz«. Bag katederet I dag underviser hun som det hidtil yngste medlem af lærerstaben på Berklee School of Music i Boston, der er en at de vægtige institutioner i jazzen. Det var her, hun fik sin uddannelse efter at have stridt sig gennem et grueligt, første studieår, der var præget af hendes spinkle, økonomiske baggrund og besvær med at agere inden for mere faste og formelle rammer. Siden er hun blevet hædret for sin ’fremragende musikalitet’ med et anset legat fra Boston Jazz Society, og hun havde optrådt som sidekvinde på et god håndfuld plader, før hun i fjor udsendte sin første cd i eget navn, Triopladen ’Junjo’, hvor man også hører hende udfolde en anden side af sit talent. Hun synger. Hun løftede røsten i nogle af de første grupper, hun var med i, og hun brugte siden sangen som et middel til at lære jazzens standards at kende. Til at øve harmonistrukturer og studere forholdet mellem melodi og bas. Nu ledsager hun gerne sit spil med ordløs sang, der undertiden bevæger sig, som var linjerne lagt for en blæser.