Ad, hvor du lugter. Nej, det kan du selv gøre. Jazz lugter fælt, synes de fleste unge. Det oplever deres jævnaldrende, de yngre jazzmusikere, på stribe, og at det derfor er svært at trænge ind hos et større publikum. Og selv om jazz og rock i tidernes løb har rakt ud mod hinanden, er der tale om et tussegammelt modsætningsforhold.

LÆS OGSÅ Sonny Rollins: Jazz giver adgang til et højere spirituelt plan

Da rocken kom i halvtredserne, syntes jazzfolket også, at rocken stank. Af pop, plat og penge. Mange betragtede det som en dårlig afart af jazz, man måtte fnyse ad.

Eller som Politikens årbog Hvem-Hvad-Hvor skrev i 1961-udgaven: »Den allertarveligste form for bluespræget musik er dog den såkaldte Rock ’n Roll...som både farvede og hvide artister fryder et ukritisk publikum med og har tjent formuer på. Den synes dog nu at være ved at uddø«.

Unge udøvere er grænseløse
Men er grænsen trukket hårdt op i publikums bevidsthed, er den nærmest forsvindende hos de yngre jazzmusikere, som rask væk skifter fra rock til jazz eller spiller noget midt imellem.

Den yngre saxofonist Johns Lund spiller under jazzfestivalen på koncertstedet Mayhem, som han er medejer af. Helst kalder han al sin musik for eksperimenterende lydkunst. Genrer som rock og jazz holder han sig helst fra, men kan lidt værgende indrømme, at han spiller begge dele.

LÆS OGSÅDanske musikere knokler for levebrødet

Under festivalen optræder han solo med frie improvisationer på sin stærkt basforstærkede barytonsaxofon. Men når han spiller såkaldt ’bøllerock’ med sin duo Yoke & Yohs, er lyden egentlig den samme, uanset genre. Forskellen er bare, meget groft sagt, at det er jazz, når det er baseret på improvisation, og rock, når det er planlagt.

»Når jeg kalder min musik for jazz, er det næsten kun for at provokere. Folk bliver nærmest frastødt og reagerer som om, det er Dexter Gordon, de skal høre, og så er det jo noget helt andet, jeg spiller«, siger han.

For Johns Lund er de gamle genrer ikke vigtige, og han tror heller ikke, der er grænser for, hvor både rock- og jazzmusikere får deres inspiration fra. Tit fra samme kilder:

»Var man ung i 50’erne og spillede jazz, lyttede man måske kun til jazz som Charlie Parkers. Sådan er det ikke i dag, hvor man tit også har hørt rock som Sonic Youth eller den klassiske musiks avantgarde som John Cage«.

Det er jazz
Det samme gælder for den yngre kvartet SoftWar, som har optrådt under festivalen. De nævner selv rockbands blandt de fremmeste inspirationskilder. For eksempel Sonic Youth og Pavement fra toppen af amerikansk rockundergrund.

»Vi er jo lige så meget vokset op med rock, som vi er opvokset med jazz, og vi har også selv spillet i flere rockorkestre, som har dyrket disse inspirationer«, siger trompetist Claus Højensgaard. Derfor værgrer de sig ved at betegne sig som enten rock- eller jazzmusikere.

»SoftWar vil jeg dog helt klart kalde jazz. Det er instrumentalt og med trompet og saxofon, så det er jazz, det læner sig mest op ad. Alligevel er det svært at skelne helt. Nogle af vores numre har egentlig et meget enkelt rocksprog«, nævner han.

Ordet jazz
Så måske er det selve ordet jazz, der er frastødende.

»Det er et temmelig belastet begreb«, siger Niels Lyhne Løkkegaard, medejer af pladeselskabet og pladebutikken Homemade Records, hvor SoftWar netop har optrådt.

Det er en af flere nye, uafhængige selskaber, som i de senere år er startet i København, og som flere andre er selskabet et fladt struktureret kollektiv af yngre artister, som konstellerer sig på kryds og tværs. LÆS OGSÅAldrende jazzstjerne lød som forsangeren i et rock'n'roll-band Homemade Records er til »for sjov«, og er i hvert fald intet tykt profitforetagende, fastslår han. »Kan man sælge mere end 1000 eksemplarer af en jazzalbum, er det en kæmpe succes,« svarer han forsigtigt på et spørgsmål om salgstal. Pladehøkeren: Jazz sælger bedre med kaffe I det lille kælderbutikslokale i Jægersborggade har han oplevet, at de med jazz kunne fange jazzfordomsfulde jævnaldrende, som ikke troede, de kunne lide jazz. Nærmest på det forkerte ben. »De drikker måske lidt kaffe derovre (red. i kaffebaren på den anden side af gaden), sidder og hygger sig til den musik, som kommer fra vores butik og tænker ’det lyder godt – hvad hedder det?’, og først senere går det så op for dem, at ’ups, jeg kom vist til at købe en jazzplade!’«, fortæller han. LÆS OGSÅSanger og sangerinde hyldede kompromisløse enere Sådan mener Johns Lund også, at jazzen skal sælges: »Man skal lade være med at hænge sig i, hvad det hedder, men blot koncentrere sig om, hvad der er god musik. Jeg tror ikke, man kan tage varemærket jazz, tilsætte lidt lemon, og så tro, at de unge piger derfor pludselig gider drikke det. Som man gør med øl«, siger han. Reklamedirektøren: Fordomme bekræftes Helt så dårligt et varemærke er jazz nu heller ikke, mener Frederik Preisler, jazzinteresseret direktør ved reklamebureauet Mensch. Han tror, det vil hjælpe, hvis aktører omkring jazzen som musikere og musikpresse holder op med at bekræfte visse fordomme. Som at jazz kun er den klassiske jazz. Den som kendes fra jazzværthusene med piberygende, sandal- og brillebærende mænd i 50’erne. »Når Politiken i en artikel sidste uge opstiller nogle arketyper for, hvem som tager på Roskilde Festival og hvem som tager på jazzfestival, så er I med til at fastholde den stigmatisering!«, formaner han. LÆS OGSÅAmerikaner imponerede med cool kølleslag Han ser det også som et problem for jazz, at det betragtes som en intellektuel og selvhøjtidelig kunstart, der udøves og kommenteres af en lukket og indforstået gruppe. Og dog, påpeger han. Paraoksalt nok er det som frastøder også en af jazzens fremmeste tiltrækningskræfter: »Unge leder efter måder, de kan differentiere sig fra hinanden på. Siger andre zig, siger man selv zag, og der kan jazz have noget at byde på. Lige som film. De fleste ser amerikanske blockbusters, og så vælger nogle at interessere sig for dokumentarfilm«. Professoren: Drop andægtigheden Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet, er mangeårig iagttager af ungdoms- og musikkultur. Også han er optimistisk på jazzen vegne, men i modsætning til Frederik Preisler, mener han at jazzens mystik er en hæmsko for genrens udbredelse blandt yngre. Han mener, jazzen har for støvede ritualer, når en solo skal afspilles med publikums ører på stilke, hvorefter det strengt obligatoriske bifald skal komme. »Det er sådan en andægtighed, der får især avantgardejazz til at virke lukket, og det bliver man nødt til at give slip på, hvis man vil have, at de unge skal kunne se sig selv i det«. LÆS OGSÅAfrikas Aretha Franklin synger om flerkoneri og omskæring Men jazzmusik i sig selv kan sagtens appellerer til ungdommen, tror Johannes Andersen. »Vejen er i princippet helt åben. Formerne er i disse tider i opløsning, og opfattelserne af, hvad der er rock, hip-hop og elektro er i forandring. Det åbner ufattelig meget for, at jazzens principper kan indfinde sig i den musik, som ungdommen hører, og det hører man allerede i meget musik, især den elektroniske«, siger han. Men mener også, at genren må flytte sig for at komme de yngre mere i møde. »I sin mest kendte form bliver jazz aldrig populær hos en bred skare af unge. Ikke hvis den bliver stående, som den blev skabt i 50’erne og til 70’erne.« Musikchefen: Jazz breder sig