Trioformatet er noget af det mest fasttømrede i jazzen. Klaver, bas og trommer. Så kører vi. Men hvorhen? Man kan meget – og meget forskelligt – med en trio, og tirsdag bød på to dybt forskellige oplevelser, hvoraf den i Montmartre ubetinget var mest spændende: Eksplosiv og langt hen ad vejen nærmest med præg af ekstase.
Det var fint nok inden da at sidde i den tidlige aftensol i Haveselskabets Have på Frederiksberg og høre den svenske pianist Jacob Karlzon i selskab med bassist Hans Andersson og trommis Jonas Holgersson levere, hvad der kækt blev præsenteret som »fremtidens jazz«.




























