Ulasteligt klædt i jakkesæt og med en afslappet guldøl i hånden gik pianisten Jason Moran på scenen i et midnatsblåt Jazzhouse og leverede, hvad man roligt kan kalde en værdig afslutning på dette års Vinterjazz-festival.

Jason Moran er et naturtalent. En pianist, der bruger hele klaviaturet og udfører tonegentagelser af maskingeværshastighed med en velklang, der slet ikke fortjener sammenligning med automatiske håndvåben. Flimrende højrehåndsfigurationer og intrikat akkordspil kræver ikke synlig anstrengelse for virtuosen Moran.

LÆS OGSÅ Thomas Michelsen: Amerikansk jazz er sort fortid og dunkende fremtid

Men han er heldigvis også en musiker med fingrene dybt begravet i jazzhistoriens muld.

Fats Waller som pejlemærke
Han har en af USA’s vigtigste jazztrioer, som han kalder sin bandwagon, hvilket på amerikansk er gået hen og blevet slang for et parti eller en sag, flere og flere får lyst til at støtte.

Sammen med sine to trofaste følgesvende i den musikalske festparadevogn, bassisten Tarus Mateen og trommeslageren Nasheet Waits, udkommer Moran til efteråret med et Fats Waller-album, og sådan som han behandler Fats Wallers sange, er man ikke vant til at høre de gamle jazzhit.

Jason Moran føler en stærk forbindelse til den ikoniske jazzpianist og komponist Thomas ’Fats’ Waller. Han har længe brugt ham som pejlemærke, og der er en stærk energi hos Moran og hans trio, når de går i lag med en klassiker som ’Honeysuckle Rose’.

Fandenivolskhed
En fandenivoldskhed, der kører på et brændstof blandet af hiphop og et skvæt ellingtonsk elegance. Bandet kunne tage det mindste lille fragment af jazzhistorie og blæse det op til dimensioner så hårdtpumpede, at det, der på overfladen rummede en del blær, dybest set var begavede dekonstruktioner, hvorudaf ny musik spirede.

Kan ske Jason Moran det ene øjeblik kunne formidle nostalgisk charme, så man tænkte, det lød bedaget i al sin velafleverethed. Men det var kun, indtil Tarus Mateen med bassen i næste øjeblik satte vognen i gear, hvorpå han og Nasheet Waits fortsatte i moderne dobbelttempo.

Det er derfor, denne trio er blevet kaldt jazzens fremtid.

Jason Moran annoncerede, at de tre tog sagerne alvorligt, og at de derfor var kommet »dressed for the occasion« – og så kunne de i øvrigt blæse en detalje fra Wallers ’Yacht Club Swing’ op til pumpet powerjazz af udpræget nutidig dimension, så man bare måtte indrømme, at der findes en ganske særlig moransk måde at tage sådan en temastump eller frase på og turnere den, så heftig musik opstår.

Historien som springbræt
Det opklippede, groovy udtryk er noget, trioen dyrker. Også på det, der er deres varemærke, nemlig samplede lydbidder fra den jazzhistorie, Moran elsker at bruge som springbræt for sin opfindelse af jazzens fremtid.

Denne aften inkluderede lydklippene ikke kun den funky signaturindledning, hvor en mandestemme spørger om vej til »The Bandwagon Party«.

Men allerede straks efter dette klip kunne festen begynde – og det endda noget så eftertrykkeligt med en hård rytmisk bund, Taurus Mateen og Nasheet Waits med den voldsomme energi i stikkerne lagde, mens Moran fraserede frit over den.

En portion humor
Pianisten mestrer en stilistisk bred blandet vifte af klaverudtryk, der inkluderer helt autentisk Harlem stride-klaver, som netop Fats Waller perfektionerede det i James P. Johnsons tradition.

Ét Wallernummer kunne køre direkte over i et andet, men der var også plads til et par ikke-Waller-ting, blandt andet fra trioens album ’Ten’, og trods den markante selvbevidsthed hos pianisten er der med modenheden kommet en portion humor med i Bandwagonshowet.

Sammen med den store bevægelsesfrihed, Mateen og Waits tildeles, klæder det det enormt.

Blandt de støvede jazzsamples, bandet saksede ind i aftenens løb, var en guddommelig Billie Holiday anno 1945, der sang ’Big Stuff’, hvorefter trioen vupti nappede legenden ved vingebenet og lod sangen glide over i live-triospil!

Bidder af fortid
Publikum i jazzhuset og på P8 Jazz, der transmitterede live, oplevede desuden et fantastisk klip med Thelonious Monk, der stepdansede. Igen fangede de tre på scenen groovet og tog den derfra, og aftenen blev en ren musikfest. En overlegen demonstration af, hvor meget fornyelse og tradition man kan få til at gå hånd i hånd.

De cool loops i form af små gentagne bidder af fortid afspejlede Morans måde at tage en motivisk stump fra en klassisk Fats Waller-komposition på og arbejde den op til noget nyt. Her blev ikke kun dissekeret, men også skabt nye synteser, hvilket sammen med fandenivoldskheden må konstituere denne trios storhed.

Vi fik ’The Joint Is Jumpin” i en sprængfærdig sambaversion, hvor ’The Girl from Ipanema’ sneg sig ind i diskanten. Igen og igen viste Nasheet Waits og Taurus Mateen, som han sad der med hollow-body-bassen og flød ud på sin stol, stor og glad med sine sikre riffs, hvor vant de er til at fange hinanden og vende på en tallerken.

Motivisk minimalisme kombineret med en glæde ved at gøre musikken dansabel, mørk, muskuløs og charmerende kørte tingene op i en herligt rødglødende spids.

En fest

To gange 50 minutter. Mere varede sættene ikke. Så blev der smækket et afsluttende stykke på lydanlægget, og bandet forlod scenen.

Men publikum nægtede at holde op med at klappe i takt. Og så var de tre herrer heller ikke mere arrogante, end at de kom tilbage, generobrede huset og opløste det præindspillede stykke farvel og tak-musik i et avantgardistisk, ja nærmest schönbergsk syrebad, inden de derfra byggede en sidste omgang spændingsfyldt triojazz op.

LÆS OGSÅ Selvbevidste Moran leverede muskeljazz

Jason Moran og hans to medspillere er på vej rundt på en længere turné i USA og Europa i denne og næste måned.

Det sker, ind imellem at pianisten også dyrker et duosamarbejde med den spændende og særegne landsmand og saxofonist Charles Lloyd.

Det var en fest, at Vinterjazz midt i alt det havde fået Moran og hans heftige håndlangere til lige at stoppe bandvognen i København.

fortsæt med at læse

Rost pianist bruger præstationsangsten i musikken