De sidder i en stor sal i Musikhuset i Aarhus.
48 unge pianister, der er gået videre i den konkurrence, Steinway har arrangeret.
Der er også venner og familier der. Og nogle dommere. De unge pianister sidder på forreste række og lytter til hinanden spille. Venter, til det er deres tur.
De er 47 unge pianister, der vil spille klassisk musik, når det bliver deres tur, og så er der en ung pianist, der vil spille jazz. Han hedder August Rosenbaum, og han føler sig fuldstændig malplaceret.
På et tidspunkt kommer en hen til ham og siger, at det er hans tur til at varme op. Han skal snart spille sine fem minutter.
15-årige August følger med ind i et lydtæt rum med et klaver. Men han sætter sig ikke ved det. Han lægger sig på gulvet og stirrer op i loftet og tænker:
Hvad fanden laver jeg her? De er jo alle sammen meget dygtigere end mig.
LÆS OGSÅ Ungt jazztalent udgiver flot gammeldaws lp
Forinden har han lige set en af de andre pianister spille et indonesiskinspireret klassisk stykke med nogle køller liggende ved siden af sig, så han kan slå på den lille gong, der også står ved siden af ham. August kan bare godt lide Duke Ellington, og han skal spille hans nummer 'I got it bad' om lidt.
Uden at varme op rejser han sig fra gulvet og går ind og spiller nummeret. Det er skide mærkeligt, synes han, og er slet ikke til stede.
Det går ham dårligt og i bilen på vej hjem mod København, tænker han over, at noget, han synes er sjovt, pludselig ikke var det.
Der i bilen ved han ikke, at han lige har haft sit første møde med ambitioner og præstationer.
Noget, han skal til at forholde sig til. Noget, der kommer til at kigge ham over skulderen de næste mange år.
I morfars stue
August Rosenbaum bliver født på Frederiksberg i 1987.
Både moderen, Ina-Miriam, og faderen, Hans Christian, synger, og der er mere end et klaver i deres hjem. Grobunden er der fra starten for den enlige søn til at blive den pianist, der senere skal vinde priser og høste stor hæder for sine evner.
Men det er hans morfar, Simon, der inspirerer ham til at spille klaver. Han er også pianist og entertainer og havde to biler i 1970'ene og sådan noget.
August er 5 år og sidder i bedsteforældrenes gamle, brune københavnerlejlighed, der ligner et hjem beboet af mennesker, der har levet et godt liv. Flyglet står op ad en væg i stuen, og ved siden af står stole og sofa, så man kan følge med, mens der bliver spillet.
Der sidder August altså og kigger ned på det brune Hindsberg-flygels gulnede tangenter, som hans og morfaderens fingre løber hen over samtidig. August sidder til højre og morfar til venstre, hvor det kræver mest af spilleren.
Der lærer han sine første sange. 'Don't Sit Under The Apple Tree'-agtige sange. Gamle jazzsange, for der blev hørt jazz i det hjem.
August ser op til sin morfar. Det er sjovt og legende at spille sammen.
August har altid søgt at spille med nogle, der er bedre end ham selv og er længere, end han selv er. Og morfaderen har spillet hele sit liv, og hans fingre bevæger sig nærmest af sig selv. Det er også kærligt og trygt. Der er ingen angst for at træde forkert, for det er jo morfar, han spiller med.
Året efter de lektioner får August en privatlærer og begynder på en musikalsk folkeskole.
LÆS OGSÅ
I 1. klasse laver han et nummer som klassen synger, og i 7. laver han musik til skolekomedien. Skolen bruger ham, når det har noget med musik at gøre, bemærker han. De udpeger også 11-årige August, da DR 2 ringer til skolen og spørger, om de har en elev, der kan noget musikalsk, og som har lyst til at vise det på tv.
I folkeskolen går det op for August, at han bruger tid på noget og kan noget, de andre ikke kan. Han spiller stadig, fordi han synes, det er sjovt, og spiller på Jazz Festival for første gang som 14-årig.
Men året efter er han til Steinway-konkurrencen i Aarhus og mister efterfølgende lysten til at spille klaver. Han rører ikke rigtigt tangenterne i et års tid. Men alligevel beslutter han sig for at flanere videre ad den musikalske uddannelsesboulevard og kommer ind på et musikgymnasium.
Født ind i en suppe af musik
Det er 2004. August er 17 år og går i 2. g.
En dag får han at vide, at han er blevet tildelt et legat på 100.000 kroner. Han ved ikke rigtig hvorfor, for han har ikke søgt det. Selv om det er en vildt dejlig ting, er det første, han tænker:
»Det har jeg ikke fortjent«.
Han mener ikke, han har gjort noget. Han er jo bare født ind i en suppe af musik, hvor mange andre har knoklet hårdere for at kunne spille deres instrument. Hans selvkritiske apparat fungerer perfekt.
Legatet bygger videre på den følelse, han fik til konkurrencen i Aarhus.
Følelsen af, at han ikke kan leve op til det. Jo mere seriøst det bliver, jo sværere får han ved det. Og i forvejen har han det svært på det tidspunkt. Han er begyndt at spille klaver igen, men har fået seneskedehindebetændelse i sin højre hånd, og det gør ondt, når han alligevel forsøger.
August er ikke i tvivl om, at betændelsen bunder i noget psykosomatisk, og han begynder at gå til behandlere for at få lidt ro på. Psykolog bliver til Body Self Development og akupunktur og en mærkelig kinesisk medicinmand på Gammel Kongevej, men det hjælper ikke rigtigt.
Derfor går pianisten rundt i tre år med en hånd, der gør ondt, når han spiller på klaveret. Han færdiggør gymnasiet, og et år efter bliver han optaget på musikkonservatoriet.
På det andet skoleår rejser August. Han bruger de 100.000 legatkroner, der dumpede ned i hænderne på ham, og rejser til New York for at blive undervist af pianister, han ser op til. Betændelsen i hånden er blevet bedre, og alene i den store by bliver han modnet. Han går til koncerter, øver og indspiller en plade.
Den plade kalder han 'Beholder', og den udkommer i 2010. August er tilbage i Danmark og i gang med uddannelsens tredje år. For pladen vinder han en Danish Music Award i kategorien årets nye danske jazznavn. Han er nummer 2, der modtager en pris den aften. Nummer 1 var Medina.
Han er nu officielt et navn. Et talent. Et håb. Det er både skønt og svært for ham, når folk bruger de ord om ham. Nogle gange føler han, at alle verdens øjne hviler på ham. Men det gør de jo ikke. Det ved han godt.
Grå i hovedet
I januar 2011 tager August til Berlin og bor i tre måneder. Han bruger pengene fra endnu et legat fra himlen og siger, at han tager dertil for at blive inspireret og lave musik. I virkeligheden er det, fordi han har det dårligt over at være hjemme. Han bliver nødt til at være lidt væk.
Da han kommer tilbage, går han direkte i studiet i to dage for at indspille sin nye plade. De to dage går, og næste morgen flyver han til USA for at tage på turne med nogle venner. Der er fart på ham, for han forsøger at imponere. Han føler, at han skal lave en plade og fortælle folk, at det bare kører fedt for ham. Men det gør det ikke. Han er kommet for langt ud over sine grænser. Både musikalsk og kærlighedsmæssigt og forsøger at overpræstere alle vegne. Han har ikke selv set det. Men det har familien og vennerne.
»Fuck, hvor ser du grå ud i hovedet«, siger de, og det er nok til, at han også selv kan se det. Der skal ske noget. Han kan ikke lukke følelser og privatliv ude af musikken, fordi det er de ting, han arbejder med at formidle.
LÆS OGSÅ
Hans parforhold slutter, og pladen bliver pakket væk. Medmusikerne fra studiet kan ikke forstå det. De har alle følt, at det havde været noget helt specielt. Men det havde August ikke selv, for han havde det for dårligt.
Men med nogle af tingene gemt af vejen, begynder han at lytte mere til sig selv og mindre til andre. Han kan glæde sig over at have fået et legat fra Statens Kunstfond, og på et tidspunkt indser han, at det ikke handler om, at han skal udrydde tvivlen. Han skal lære at leve med den.
Hvordan han er nået derhen, ved han ikke. Men på et tidspunkt må man jo give slip og hjælpe sig selv, mener han. Og derfra begynder han langsomt at nyde de øjeblikke, hvor han kan læne sig tilbage og sige, at han fortjener den hæder og de ting, der tilfalder ham. For hvis han ikke kunne noget, var det aldrig sket.
Men han kan stadig nogle gange høre den piskende stemme, der siger, at »du må ikke spilde det talent, du har fået«. Det er en frygtelig ting at sige, synes han, men han har også fået en ny stemme, der siger, at »det er fint nok bare at være der, hvor du lige er«.
Brug for trygheden
Det tænker han i december og finder den hengemte plade fra 2011 frem igen. Den, der senere bliver til ’Heights’.
Han lytter til den og producerer den færdig med en ven. Det har været en personlig sejr for ham, da den ligger færdig, fordi den var blevet gemt væk i en svær periode, og udgivelsen er et tegn på, at han ikke er i den periode mere.
Tidligere i år var August Rosenbaum i New York. Ud af 4.500 ansøgere var han sammen med 29 andre musikere blevet udvalgt til at deltage i et akademi, hvor unge musikere dagligt fik lektioner fra nogle af musikkens store.
En dag var det Brian Eno, den næste dag Ryuichi Sakamoto og så Kim Gordon, Stephen O'Malley eller Bernie Worrell. Der havde August ikke præstationsangst, fordi han var blevet udvalgt ud fra en 15 sider lang ansøgning, som han selv havde skrevet. Det var trygt. Og han har sindssygt meget brug for tryghed, ved han nu.
Tryghed ligesom den, der var oppe ved flyglet i bedsteforældrenes stue.
Hver gang August er hjemme ved dem, spiller han på det brune Hindsberg-flygel. Det har svært ved at holde stemning efterhånden, men det har en magnetisk effekt på ham, og han sidder der og spiller en lille koncert for sig selv en gang imellem.
Nogle gange kan morfar ikke holde sig tilbage, og så kommer han over og er med.
Så spiller August noget, han kender. 'Don't Sit Under The Apple Tree'-agtige sange. Men nu sidder morfar til højre og August til venstre, hvor det kræver mest af spilleren.
August Rosenbaum optræder8. juli kl. 21 på Foyerscenen i Skuespilhuset i København. Gratis adgang.
fortsæt med at læse
