Jakob Buchanan Kvartet: I Land in the Green Land. BR 004. August Rosenbaum: Beholder. AROS001CD.
Albummets titel, ’Beholder’, spiller på coverforsidens grå forstadshøjhus. En slidt, trist container, hvor mennesker kan bo. Tilsyneladende er højhuset forladt. Men på en enkelt altan står en person og skuer ud. To behold er det lidt højtidelige engelske udtryk for at betragte. Udtalt på engelsk er en beholder en, der betragter eller skuer noget. Hvad skuer personen på altanen? Det ved vi ikke. Måske skuer han slet ikke ud, men ind i sig selv. Og dermed er stemningen sat. Talentfuld debutant Med debutalbummet ’Beholder’ har den knalddygtige unge danske pianist August Rosenbaum skabt en vemodsmættet, poetisk, men også fabulerende og udforskende plade, man kan fordybe sig i, nu hvor sensommer stille og roligt glider over i efterår. Med sig på pladen, der er studieindspillet over bare to dage i Brooklyn i New York, har den endnu konservatoriestuderende Rosenbaum ikke alene NY-musikerne Dan Weiss på trommer og Thomas Morgan på bas. Han har også sin danske landsmand Jakob Bro på guitar. Og kender man Jakob Bros skamroste album ’Balladeering’, mærker man et udtalt slægtskab. Udfoldet på den blide, stilfærdige måde. LÆS OGSÅGuitarist skabte magi i Diamanten Bros lyssprøde guitar spiller enkle melodier oven i og samtidig svagt forskudt fra Rosenbaums klavertangenter. Melodien lægger så at sige skygger på sig selv, og de øvrige musikere bidrager til samme oplevelse. Resultatet minder i den grad om Bros arbejde med hans amerikanske guitarkollega Bill Frisell på ’Balladeering’, og musikken har en betydelig styrke i sin grundlæggende enkelhed. I den simple melodi. Impressionistiske klangverdener Det er melodierne, der er udgangspunkt også for pianistens energiske, komplekst vævende udviklinger af materialet. Men essensen er det lange blik fra altanen ud mod horisonten, der karakteriserer et album, hvor den minimalistiske filosofi hedder less is more. Morgans basspil er frit fabulerende. Det deltager så at sige på lige fod i free ballad-spillet, mens Dan Weiss lader sine trommer slentre og daske af sted i stil med legenden og landsmanden Paul Motians spil på ’Balladeering’. LÆS OGSÅJazzguitarist er nede på jorden og svævende poetisk Flydende temposkift og impressionistiske klangverdener oprulles med et hint til Debussy på et nummer som ’Delicate Matter’, der med et lille kvarters spilletid er cd’ens længste. Men som med sin diskret dynamiske, fint nuancerede udvikling holder til mål. Det samlede indtryk er smukt på en måde, der ikke bliver banal. Et konceptalbum Reaktionen mod de ekspressionistisk frie, udadvendt farverige jazzkræfter, der i Danmark har trivedes ikke mindst inden for rammerne af det alternative komponistkollektiv ILK, genfindes på flygelhornspilleren Jakob Buchanans helt nye cd. Her har han samlet en fornem dansk kvartet med den eksperimenterende pianist Simon Toldam på klaver, den erfarne mester Marilyn Mazur på trommer og percussion – og, igen, Jakob Bro på guitar. LÆS OGSÅPersonligt kollektiv Ligesom August Rosenbaum på ’Beholder’ bevidst er inspireret af Jakob Bros stemningstætte guitarspil og hang til enkle, skitserede melodier, er også Bros gode ven Jakob Buchanan på bølgelængde med guitaristen. Buchanans nærmest smerteligt smukke titelnummer indleder et album, som i endnu højere grad er et konceptalbum. En plade med rødder, der i grunden går helt tilbage til Miles Davis’ gamle ’Kind of Blue’, idet den dyrker en enkelt stemning og improvisationer over enkle skalaer. Her sker det på i alt syv numre, som vinder ekstra i skønhed og suggererende stemning i kraft af Mazurs percussion, der rummer dybe og smukt asiatiske lyde, og i kraft af Toldams klaverspil. Simple melodier Kapelmester Buchanan selv leverer skamløst simple melodier og soloer på sit matterede flygelhorn. Hvis ikke denne plade kan få din puls ned og dit sind i let melankolsk stemning, så er der ikke noget, der kan. Nogle vil måske trække klicheen ’nordisk tone’ op af hatten, når de hører disse disede stemninger, som i øvrigt kan prøvesmages på Buchanans myspaceside på nettet. LÆS OGSÅStilfærdigt kollektiv De er som vandringer mellem øde, forfaldne huse i en forladt grønlandsk bygd. På et nummer som ’The Empty Houses of Qiullissat’ er afsmitningen fra ’Balladeering’ igen markant, og albummet slutter med en smuk lille godnatsang på flygelhornet. Begge cd’er bærer præg af, at der er kælet for lyden på en gammeldags måde, der heldigvis er kommet på mode igen blandt de unge. Trangen til analog vellyd falder helt i tråd med musikkens æstetisk-melankolske kvalitet. Hvis ikke denne plade kan få din puls ned og dit sind i let melankolsk stemning, så er der ikke noget, der kan
