En af de plader, man ikke rigtig kan blive færdig med. Umiddelbart kan musikken måske ligefrem vække et indtryk af monotoni, idet det er samme adstadigt fremadskridende tempo, det samme modulationsprincip og det samme, lidt dystre stemningsleje, der går igen i flertallet af stykkerne, hvor Jakob Buchanans trompet er den førende stemme i et ensemble, som også omfatter saxofonisterne Christian Vuust og Michael Bladt, guitaristen Jakob Bro, bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Anders Holm. Musikken rummer imidlertid en tone, der ikke lader sig afvise. Og denne tone fremstår både stærkere og mere nuanceret for hver gang, man lytter til musikken igen. Ved siden af Buchanan er det navnlig Bro, Paul Motians danske væbner, der gør sig individuelt gældende. Men det er Buchanans kompositioner og den kollektive ånd, de fremføres i, der gør denne cd til en af årets mest bemærkelsesværdige danske udgivelser. Blot kan man synes, at spilletiden er lovlig kort.
Personligt kollektiv
Lyt til artiklen
