Overraskelser gav nogle af de største oplevelser i årets jazzuge. Vi har spurgt seks festivalgængere om deres festival, og de husker blandt andet torden, kaotisk lyd og rystende god musik med stor glæde.
Charlotte Andersson
»Den bedste oplevelse var på Jazzcup, hvor Nikolaj Hess spillede med den hollandske saxofonist Momaas. Han var overraskende fuldendt på sit instrument«, siger Charlotte Andersson, der selv spiller klassisk barytonsax. Hun har hørt tre, fire eller fem koncerter hver dag, men Marc Momaas var bedst. »Han havde teknik, overskud og indføling. Jeg og fem andre saxofonister var så glade efter den koncert, at vi ikke ville høre mere musik den dag. Intet kunne leve op til det, vi lige havde hørt«. Har der været oplevelser, som du godt kunne have været foruden? »Nej. Jeg hører som regel meget pling plong musik, men i år har jeg bestemt, at jeg kun vil høre melodier. Det har været rigtig godt. Det er fantastisk den måde festivalen blander udenlandske og danske musikere«.




























