Det med saxofonen var noget, hun »ligesom gled ind i«, forklarer Lotte Anker over en kop kaffe i sin taglejlighed i det indre København: »Jeg begyndte, da jeg var omkring 20. Det ene har taget det andet, og en dag opdager man, at der ikke er nogen vej tilbage«. Forholdet til jazzen er blevet en vedvarende affære, og Lotte Anker er blevet et af de største navne i dansk jazz. Men man skal være åben over for den allermest hardcore improviserede og frie slags jazz for at kende hendes musik. En musik, der til gengæld giver genlyd i freejazzkredse både i resten af Europa og i USA. Hun voksede op i et akademisk-intellektuelt hjem med forældre, der holdt meget af musik. Faderen var skovrider. Familien boede smukt nær Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Lotte Anker var begyndt med klassisk klaver, havde læst litteratur på universitetet et par år og troede egentlig hun skulle være »noget med bøger eller undervisning eller sådan noget«. Men det var i 1970'erne, og rygsækken blev pakket til Sydamerika. En tværfløjte kom med i bagagen, og via fløjten fandt hun frem til saxofonen. »Jeg kom med på nogle stævner på Kolding Højskole, hvor det der med improvisation åbnede sig for mig. Det var nærmest en åbenbaring. Det lyder sådan lidt religiøst, men det var som at få åbnet døren til en kæmpe verden«. Rod i et sprog Det var det med at spille sammen med andre og finde ud af, man ikke skulle være bange for det, der knækkede nødden for den unge kvinde. Hun opdagede, at hun kunne udtrykke en masse uden at have et nodebillede foran sig. »Det syntes jeg simpelthen var det skønneste. Jeg var fan af Coltrane og Wayne Shorter, og jeg kom med i nogle freesessions, der blev leddet af saxofonisten John Tchicai. Nogle gange havde han noter med. Andre gange improviserede vi bare«. Siden har den i dag 53-årige Lotte Anker ikke været bange for at gå på scenen foran publikum uden forhåndsaftaler med de musikere, hun skal spille med, og bare skabe musikken i nuet. »Det man spiller, har jo rod i et sprog. Jeg har ligesom alle andre været igennem en periode, hvor jeg spillede standards og lærte en masse om skalaer i forhold til akkorder og den slags«. Sprog og formsansEr du så bevidst om det 'sprog', du taler, når du improviserer, at du kan beskrive det?
»Forhåbentlig rummer det ting, jeg ikke kan definere, men det udvikles jo langsomt i forhold til, hvad man kan li', og så forædler man det. Jeg synes selv, mit sprog er en blanding af legatolinjer, som man bruger meget i jazz, altså noget horisontalt, og så nogle mere abstrakte lyd- og klangorienterede ting. Det sidste er noget mere teksturagtigt, hvor saxofonen væves ind mellem de andre instrumenter istedet for kun at ligge i forgrunden. Udtryksmæssigt kan jeg godt li' at dække hele området fra vildt ekspressivt til noget helt sart underspillet«.Hvordan kan man udfolde sig spontant sammen med andre musikere, uden at det bliver rent rod eller paralelle egotrip?
