Torben Dam, 55 år, lektor ved Københavns Universitet underviser i landskabsarkitektur. Torben Dam har arbejdet som frivillig på Copenhagen Jazz Festival 5-6 gange (han er stoppet med at tælle).Hvad arbejder du med som frivillig under festivalen? »I år skal jeg være musikerchauffør. Jeg skal køre musikerne til og fra lufthavnen og koncertstederne. Det er en service til de større navne, at de kan blive kørt rundt. Når jeg henter dem i lufthavnen, er det ikke altid jeg ved, hvordan de ser ud, så må jeg google dem på nettet, inden jeg henter dem«. Er det en god eller dårlig tjans, synes du? »Jeg har selv ønsket at blive chauffør. Jeg kan godt lide stemningen omkring tjansen. Jeg kan lide rejsestemningen i lufthavnen, jeg kan lide at møde musikerne, og jeg kan lide fornemmelsen af at være midt i København og skulle finde rundt mellem byggerod og ensretninger. Men jeg har da også solgt øl i Kongens Have«. Hvor meget arbejder du under festivalen? »Det forventes, at man tager fire vagter under festivalen, men man kan sagtens komme til at arbejde mere. Nogle gange skal jeg jo hente musikerne sent om aftenen fra koncertstederne eller køre dem tidligt i lufthavnen, så nogle gange bliver det nogle skæve vagter«. Hvorfor har du valgt at arbejde frivilligt? »Jeg kan godt lide at være en del af den store mekanisme, som sådan en festival er. Det øger min nydelse ved musikken, at mærke hele stemningen ved at få festivalen afviklet og mærke, hvor stor den egentlig er. Det giver mig en anden oplevelse af festivalen, end hvis jeg bare var publikum. Det giver en anden dimension at være til koncert med en, jeg har kørt med«. Hvorfor blev du frivillig på netop Copenhagen Jazz Festival? »Det var faktisk mine børn, der startede som frivillige på jazzfestivalen. Jeg har tidligere været frivillig på Roskilde Festival, så det ligger mig ikke fjernt«. Hvad får du ud af at arbejde som frivillig? »Jeg finder flere facetter ved at høre musikken, fordi jeg kender nogle af omstændighederne bag. Det betyder meget for mig. Jeg føler, jeg forstår festivalen, musikken og min by bedre. Det er noget helt særligt at køre hjem gennem byen efter at have haft vagt og så bare mærke sommeraftenen«. Hvilken koncert skal du bare høre under jazzfestivalen? »Jeg går efter de lidt mere intime koncerter. Jeg vil gerne forbi Jazz by the Sea på Islands Brygge i år. Jeg vil også gerne forbi nogle af koncerterne i Pressen. Der er brasiliansk tema. Jeg kan godt lide den brede definition af jazzen«.
Frivillig på fire hjul: Jeg kan godt lide stemningen ved chauffør-tjansen






























