Som jazzelsker er man er nødt til at se sig selv i spejlet og indrømme det: Vi vil have Miles Davis’ ’Kind of Blue’ igen-igen – og derfor får vi det. Senest som Fredagsrock på Plænen i Tivoli på åbningsdagen for dette års jazzfestival. Mandag parafraseres endnu et af mesterens uopslidelige album, når 1960’er-pladen ’Miles Smiles’ hyldes af et all star-hold på Gamle Scene, og festivalen rummer en hel serie ’Classic Jazz Tributes’, som kommer rundt om alt fra Ellington til Marvin Gaye. Godt og grundigt træt Koncerterne er tributekoncerter. Det vil sige koncerter, der hylder jazzgiganter – som regel afdøde – ved at tage afsæt i deres musik.
Tributekoncerterne har været på plakaten i rå mængder, siden Montmartre genåbnede i St. Regnegade for to år siden, og de er på plakaten nu under jazzfestivalen. Spørgsmålet er, hvad man skal mene om konceptet? Svaret for mit eget vedkommende er, at jeg er ved at være godt og grundigt træt af det. Alligevel må man konstatere, at tributefænomenet stortrives. Hvorfor? Fordi publikum vil have det.
