Skal du interviewe Neneh Cherry?!? Sig til hende, at hun har betydet så meget for os sorte piger i Skandinavien!«, udbrød en veninde den anden dag. Det var meget vigtigt for hende, at jeg fortalte Neneh Cherry, at hun har været frontkvinde for sorte kvinder, der ikke udsætter deres krøllede hår for alle mulige kemikalier for at gøre det krølleløst og glat. Det er naturligvis en vigtig pointe. Alligevel kommer jeg ikke lige ind på den, da jeg Neneh Cherry svarer sin telefon med et umiskendeligt britisk »halløøøw«. Hun sidder på en bænk i en park i Stockholm og skriver på en sangtekst, netop ankommet fra London, hvor hun har tilbragt store dele af sit liv. For nok er hår vigtigt, men musik er vigtigere.
Et ægte kunstnerhjem Musikken har gennemsyret hele Neneh Cherrys liv. Hun er født ind i den som barn af en svensk kunstnermor, Moki Cherry, og den vestafrikanske percussionist Amahdu Jah. Senere kom stedfaren Don Cherry ind i hendes liv. Den amerikanske avantgardejazzkornetist spillede med store navne som John Coltrane og Ornette Coleman. Neneh Cherry rejste meget af sin barndom rundt sammen med moren, når stedfaren skulle på turné. LÆS OGSÅRodløs jazz-stemme: Sigøjnernes flamenco var lyden af mit hood Hun husker at have mødt Miles David som fireårig i Istanbul og at have leget med den jævnaldrende Lars Ulrich under et besøg i København. Familien slog sig ned på en nedlagt skole uden for Hässleholm i Skåne, hvor der blev spillet teater og musik, og kunstnere kom forbi og blev hængende i et slags kollektiv for ligesindede. Således også senegalesiske Youssou N'Dour, som Neneh Cherry mange år senere skulle indspille det verdensberømte hit 'Seven Seconds' med, men som hun som teenager spiste aftensmad med, da han skulle deltage i en lokal happening. Bid, kant og cykelshorts Neneh Cherry er især berømt for sin stilskabende debutplade 'Raw Like Sushi' fra 1989 med hits som 'Manchild' og 'Buffalo Stance', en plade, der lige så godt kunne være indspillet i New York som London eller Tokyo. Det var en musikalsk bid af fremtiden, hvor Cherry fusionerede pop, rap, dance og soul. Alt sammen serveret med bid og kant, iklædt stramme cykelshorts og med store, tunge blingbling guldsmykker. Det var cool, det var globalt, det var ... ikke særlig svensk. Hvilket kan forklares med, at Neneh Cherry flyttede til London i en ung alder, hvor hun begyndte at spille punkmusik. Senere kom altså gennembruddet med 'Raw Like Sushi' og en eksploderende karriere med fast sendetid på MTV. Som den afroamerikanske komiker Sherrod Small siger i en MTV portrætudsendelse om Neneh Cherry: »Neneh Cherry var den første person, der overbeviste mig om, at der fandtes cool sorte mennesker i England«.
Internationale rødder Det internationale er blevet hos Neneh Cherry, der har boet over det meste af verden og har indviklede familierelationer og søskende i alle afkroge af musikbranchen, deriblandt popsangerinden Titiyo, sangeren Eagle-Eye Cherry, produceren Cherno Jah, violinist Jan Cherry og jazzmusiker David Ornette Cherry. Men Neneh Cherry er den mest berømte af dem, og selv om hun kun har udgivet tre soloalbum i sin karriere, det sidste, 'Man', i 1996, så har hun sat sit fingeraftryk på masser af udgivelser gennem årene fra rap over trip-hop til world. Og nu altså jazz. »For mig er det ikke den helt store transformation. Jeg voksede op i et miljø, hvor vi flyttede meget og derfor også lyttede til mange former for musik. Og free jazz er jo den verden, jeg er vokset op i. Det er noget, der altid har været en del af mig; det ligger på min rygrad. Jeg synes, alle de genrer, jeg har bevæget mig i, er forbundne. Sådan er det for folk som mig, der elsker musik, der er afstanden mellem genrerne ikke så store«, fortæller Neneh Cherry over mobiltelefonen.
The Cherry Thing Hun spiller 10. juli på Jazzhouse sammen med superjazztrioen The Thing. Det svensk-norske band består af Nordisk Råds Musikpris-modtager Mats Gustafsson på saxofon, Ingebrigt Håker Flaten på bas og Paal Nilssen-Love på trommer. De har taget navn efter en komposition af Don Cherry, hvis musik bragte trioen sammen omkring år 2000 og stadig udgør en stor del af gruppens repertoire. Så hvad var mere naturligt end at spørge hans (sted)datter om et musikalsk samarbejde? The Cherry Thing kalder de projektet, og de fire musikere har siden 2010 arbejdet på deres første album, som udkommer senere denne måned. På nettet ligger foreløbig kun enkelte numre, som et remake af The Suicides' 'Dream Baby Dream'. Men hvor det for mange sangerinder er en naturlig bevægelse at bevæge sig fra rock eller pop over mod det jazzede, som de bliver ældre, så er der ikke meget tryg caffelatte sødsuppejazz over The Cherry Things længselsfulde repetition. »Keep that flame burning«, synger Cherry i nummeret. Frit og legende »Jeg er vild med det her samarbejde, fordi det har været så frit og så legende. Og så er det sådan lidt punket. Det er en forskel fra de andre genrer, jeg har bevæget mig i. I jazz har man ikke så mange forudindtagelser om, hvor det skal ende, eller hvordan det skal lyde. Det har været meget... let it be. Det er en friere form for musik, hvor vi har improviseret meget, og numrene oftest kun er indspillet en eller to gange«, siger Neneh Cherry. LÆS OGSÅMontmartre er tæt på udsolgt af festivalbilletter Det, mener hun, er en stor forskel fra, når man som hiphop- eller popartist arbejder tæt sammen med en producer om at skabe en lyd og en stil. »Jeg har nok haft brug for at distancere mig fra det. Ja. Det har været en aktiv beslutning med det her projekt at gå ud af mainstream. At træde ud af popmusiktrædemøllen og ind i et miljø, hvor det er mere åbent at udforske nye ting. Og vokse. Det kan være svært i mainstreamindustrien«, siger Neneh Cherry. En vred voodoopræst En del af det eksperimenterende kan ses i musikvalget, hvor Neneh Cherry for eksempel er meget glad for gruppens coverversion af avantgardehiphopartist MF Dooms nummer 'Accordion'. Neneh Cherry synger og smårapper nummeret, men på foruroligende vred vis. Som en slags voodoopræst. »Det er en ny øvelse for mig, og jeg prøver også at lade være med at bruge for lang tid på de sange, jeg selv skriver. At bare lade dem ske og fange øjeblikket. Fra bandet er der en stærk følelse af tillid, og jeg kan mærke, at det åbner mig og giver frihed«, siger hun. Jeg spørger hende, hvordan det har været at indgå i samarbejde med tre mandlige musikere, der har spillet sammen så mange år. »De er en slags brødre for mig. Når vi spiller sammen, føler jeg, at de omgiver mig med en form for sikkerhedstæppe, som de holder mig ud fra. Så de både skubber mig ud i noget farligt, samtidig med at de passer på mig. Giver det mening?«, spørger hun og venter ikke på svar: »Selv om det her free jazz-projekt for mig er en rejse tilbage i min herkomst og barndom, så er det ikke en nostalgisk og tryg rejse. Det handler om at skabe noget nyt og se fremad, og jeg passer lige ind«, siger Neneh Cherry.