Anoushka Shankar: »Jeg blev påvirket af det kreative miljø, fra jeg var helt lille«

På vej.  Anousha Shankar arbejder lige nu på et nyt album inspireret af Londons multikulturelle byrum.
På vej. Anousha Shankar arbejder lige nu på et nyt album inspireret af Londons multikulturelle byrum.
Lyt til artiklen

Som helt lille løb Anoushka Shankar rundt foran og bag scenen, når hendes legendariske far, Ravi Shankar, improviserede på sin sitar, eller når moderen Sukanya Shankar afholdt musikfestivaler. Den lille datter nød at følge med i forberedelserne og lytte til tonerne af de indiske instrumenter. »Når jeg tænker tilbage, var det en vidunderlig måde at vokse op på, fordi jeg følte, jeg var en del af de voksnes verden. Selv om jeg først begyndte at lære at spille musik, da jeg var syv, blev jeg påvirket af det kreative miljø, fra jeg var helt lille«, siger hun i telefonen fra London. De seneste par år har hun boet i den britiske hovedstad med sin mand, filminstruktøren Joe Wright. Hun var gravid med deres fælles søn, Zubin, da hun skrev sit seneste album ’Traveler’, og de nye perspektiver havde stor indflydelse på numrene. »Det var meget inspirerende og samtidig befriende. Pludselig flød melodierne, og teksterne kom flydende på en helt ny måde. Måske fordi graviditeten gav mig nyt perspektiv. Det fik mig til at forstå, at der findes større ting, og derfor var der mindre pres. Så jeg kunne jeg meget bedre nyde den kreative proces«, siger Anoushka Shankar.

Kreativt miljø fra barnsben
I dag, hvor Zubin er blevet et år gammel, påvirker han stadig sin mors musik, men på en anderledes måde. Hendes indiske forældre har givet hende en opdragelse, der er forskellig fra den, engelske børn vokser op med. Hun vil gerne give sin søn den samme inkluderende opvækst, som hun selv har oplevet. Uden at presse sin søn til at spille musik, har hun lyst til at involvere ham i sit liv og det kreative miljø, de færdes i.

Hendes berømte far var gode venner med beatlen George Harrison og hendes halvsøster, Norah Jones, er en verdensberømt sangerinde, og selv har Anoushka Shankar optrådt med kunstnere som Sting, Elton John og Madonna. »Jeg ville have gået glip af så meget, hvis mine forældre ikke havde taget mig med ud til deres arrangementer. Det er enormt spændende at få lov til at høre musik, se dans og være med bag scenen. Selv når man er helt lille, er det fantastisk«, siger Anoushka Shankar. Mens sønnen er lille, er forældrene dog nødt til at være en del i hjembyen, så familien har en base. Derfor arbejder hun i øjeblikket på projekter, som kan udføres fra London: Hun er netop begyndt at arbejde på sit nye album, og samtidig kuraterer hun en festival i Dortmund, som afholdes næste år. »Ind imellem finder jeg alligevel tid til at rejse, for det elsker jeg«, siger hun. Improviserende natur I løbet af de seneste seks måneder har hun således turneret i en række lande med albummet ’Traveler’. Albummet eksperimenterer med forskelle og ligheder mellem spansk flamencomusik og den traditionelle indiske musik, som Anoushka Shankar er opvokset med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her