De er unge, drengebandet, der kalder sig Girls in Airports, og de skal stadig lære lige at gå hen til en mikrofon, hver gang de vil sige noget til publikum.
Til gengæld har de fundet deres helt egen sound og stil, der lørdag eftermiddag på jazzfestivalens næstsidste dag tryllebandt en fyldt Frue Plads mellem Københavns Domkirke og Københavns Universitets ærværdige gamle hovedbygning i det inderste København.
Afrikansk præg
Kendte man tonen og stilen fra gruppens nyeste og hidtil eneste album, ’Girls in Airports’, der kom ud for et år siden, så fik man, hvad man havde håbet på og forventet.
Ligesom på cd’en var drengene Martin Stender og Lars Greve på saxofoner bakket op af Mathias Holm på elektriske tangenter og Mads Forsby på trommer gjort til en kvintet med Victor Dybbroe på diverse eksotisk percussion.
Og netop tilføjelsen af et eksotisk, ofte afrikansk præg i rytmefornemmelsen og farvelægningen f den i øvrigt kølige musik er noget af det, der giver Girls in Airports deres unikke præg.
LÆS INTERVIEW Ungt band drømmer om at spille på ørkenfestival i Timbuktu
Spinkelsprød
Musikken er rent instrumental. Den består af fastlagte, i forvejen gennemkomponerede numre. Dog med plads til lidt blæsersoloer og lagt på en bund af faste trommerytmer. Ofte tilføjet Malipræg, eksotiske skalaer og en glad bazarfeeling. Andre gange, som i ’Migration’, formet som ballader med spinkelsprød altsax.
Fraværet af en bas var med til at få musikken til at svæve som en fin brise.
Koncerten forløb i to sæt på en eftermiddag, hvor lidt overraskende, blæsende vejr legede med lyden, mens skyerne samlede sig over pladsen.
Lydmanden kunne godt i den forbindelse have skruet lidt op. Især for Victor Dybbroes raslende instrumenter, der til tider blev helt væk – selv hørt fra hvor jeg stod, lige bag ved mixerpulten. Men det er det lette, kølige, flow- og fladeprægede, der gør Girls in Airports lækre, på en gang afslappende og danseglade at lytte til.
Glade drenge






























