Den store historie om latin-musik handler ikke om race, ikke om skellet mellem hvid og olivenhudet over for sort. Den handler om slugten mellem rig og fattig. Og så alligevel ... For især – primært og først og fremmest – handler latin om krop.
Duende
Krop og følelse. Duende, som de kalder den særlige form for autenticitet, ånd eller oprigtighed, latinoerne kræver af deres musik. Som ikke kan fakes eller bestilles pr. fjernpost.
Duenden leveres her og nu, og ved siden af den blegner alt. Det er igennem duenden, at man er nede at rode i alt slammet i sin underbevidsthed, det er med den ved hånden, at man foretager de der spring fra syvmetervippen for at mærke efter, hvordan det vil sige at være menneske, rødt, hvidt, sort eller blåt. »Man skal være en vibrafonist fra Sydbayern for ikke at digge latinmusik!«, siger Master Fatman, der under kælenavnet El gordo (Den ... kraftige) er blevet en slags hjemlig galionsfigur for latin. Ingen fattig fætter Den latinamerikanske musik, som den har udviklet sig side om side og indimellem tæt omslynget med jazzen igennem det seneste århundrede, er fokus for en serie på seks koncerter i Pressen på Rådhuspladsen i løbet af Copenhagen Jazz Festival, den mest omfattende samlede præsentation af latin i jazzfestivalens 32 års levetid, nu ikke som freejazzens eller beboppens fattige fætter, men i sin helt egen sublime ret. »Det er«, fastslår Morten Wulff, Pressens arrangør og livslang latin-lover, »historien om de der andalusiske sigøjnere, der blev tvunget til at være galejroere og tog deres flamenco med Columbus over Atlanterhavet til Amerika, hvordan musikken udviklede sig rundt omkring i Sydamerika, inden den endte i New York og parrede sig med jazzen i 40’erne«. Slutprut.
