Thurston Moore, jeg lyttede lige til en indspilning med dig og Mats Gustafsson, ’Vi är alla Guds slavar’, og nogle af de associationer, musikken gav mig, var: en fiskekutter i tåget vejr, summende højspændingsledninger over en rapsmark og støjen fra en foodprocessor i et køkken.

Hvilke billeder ser du for dig, når I spiller?

»Jeg tænker mere i abstrakte, Jackson Pollock-agtige bevægelser. Som om jeg står og sprøjter maling på et tomt lærred, der så tager form som et værk undervejs. På den måde er det en spontan komposition, der bliver til, idet vi spiller, og hvor jeg føler mig lidt som en linedanser: Man kan ikke gå tilbage og ændre på noget. Man er nødt til at være på tæerne, og det oplever jeg som noget meget opløftende. Jeg føler aldrig, at jeg bare skødesløst står og sjusser mig frem – jeg tænker det som en komposition eller et lydmaleri, jeg skaber, mens forskellige energier, farver og former bevæger sig gennem tid og rum. Og hvor publikum er med hele vejen i processen. Det handler om at være til stede, i det øjeblik hvor musikken bliver til«.

Du har sagt, at du i lang tid følte dig ’uværdig’ som improviserende musiker, fordi du ikke er skolet. Hvad mener du med det?

»Jeg er aldrig blevet undervist i musikteori, noder og den slags. Jeg er fuldstændig autodidakt, selv om min far var klassisk pianist og underviste i musikteori på universitetet. Af en eller anden grund endte jeg med at gøre oprør mod alt det. Jeg ville hellere bare i gang med at spille med det samme. I Sonic Youth blev vi kendte for, at vi ikke spillede ’rigtigt’, og der var folk, der sammenlignede os med en jazzlegende som Ornette Coleman, fordi han havde lært at spille skalaer på sin egen, ’forkerte’ måde og derved udviklet et særligt udtryk. Men jeg har aldrig syntes om den sammenligning, for Coleman udsprang klart af jazzen, mens vi var fuldblods-punk og -rock’n’roll. Da vi skrev kontrakt med Geffen Records, var der en idé om, at vi kunne blive punkmusikkens svar på Pink Floyd, sådan lidt storladent Arcade Fire-agtigt. Men det gad jeg ikke. Jeg ville hellere gøre musikken grimmere end smukkere«.

Får du nogensinde præstationsangst, når du spiller med meget skolede, teknisk virtuose jazzfolk?

»På ingen måde. Jeg spiller, som jeg nu engang gør, og føler ikke, at jeg skal bevise noget. Det eneste, der kan hyle mig ud af den, er, hvis batteriet i en af mine guitarpedaler løber tør for strøm, hvis kablet ikke virker, eller hvis den forstærker, jeg har lejet, lyder dårligt. Hvis den sammenhæng, jeg spiller i, er den rigtige – og det er den med Mats Gustafsson – føler jeg ingen nervøsitet på den måde. Så det gælder om at være meget bevidst om, hvem man spiller sammen med. Om det forventes, at man kan fyre vilde Sonny Rollins- og Thelonious Monk-passager af på guitar. For det kan jeg ikke. Men når jeg gør det, jeg er god til, kan jeg spille med de største jazzimprovisatører – folk som Peter Brötzmann og Han Bennink – og føle mig fuldstændig hjemme«.

LondonJazz skrev i en anmeldelse, at »ingen laver bedre støjmusik end Thurston Moore og Mats Gustafsson«. Hvad adskiller fremragende støj fra kedelig støj?

»Som med al anden musik handler det om, hvordan det bliver fremført. Jeg har været til koncerter, hvor musikerne var stærkt berusede på scenen, løb nøgne rundt og kastede med skraldespande. Den slags kan godt være fedt, men grundlæggende foretrækker jeg, at der er en klar idé i støjen, hvad enten der er tale om komponeret eller improviseret musik. Så når jeg spiller, er det ikke bare sådan, at jeg tænder for forstærkeren og får guitaren til at hyle fuldstændig vilkårligt – det ville være uværdigt for musikken, selv om der findes mennesker, der kan skabe stor kunst på den måde. Men sådan er jeg ikke. Jeg tager opgaven meget alvorligt og prøver at gå til den med den bevidsthed og det raffinement, jeg har som en 55-årig musiker«.

Koncerter med fri improvisation kan ofte virke selvhøjtidelige og narcissistiske, har du sagt. Hvordan skal det forstås?

»Det er, når musikeren kommer i fokus snarere end musikken. Jeg kan godt lide tanken om musikeren som en form for engel, der kommer med et budskab til publikum – gådefuldt, sandt og smukt. Ifølge den idé er musikeren ikke andet end en budbringer, hvis opgave består i at frigøre sig fra sit eget ego. Men det kan godt være svært, når man har en meget tydelig identitet. I jazzsammenhænge er jeg for eksempel en outsider. Jeg kommer fra et art rock- eller punk rock-band og er blevet et kendt navn på grund af det. Så jeg forestiller mig, at nogle måske vil tænke: Åh nej, nu kommer ham der punk rock-superstjernen og lader, som om han kan spille fri improvisationsjazz. Men det gælder om at finde ind til den der kreative frihed, hvor jeg netop ikke er rockguitaristen Thurston Moore, der spiller med jazzsaxofonisten Mats Gustafsson, men hvor vi bare er to musikere, der yder vores bedste sammen«.

fortsæt med at læse

Sonic Youth-frontfigur bliver professor ved dansk konservatorium